443 mio. kr. til ny psykiatri på Bispebjerg

Region Hovedstadens Psykiatris nybyggeri på Bispebjerg Bakke, som vil udgøre en vigtig del af det nye, moderne hospitalsområde på Bispebjerg, er nu endnu tættere på sin begyndelse efter et flertal af Regionsrådet har godkendt det endelige budget for 2012-2015.
I budgettet er afsat 443 mio. kr. til psykiatrien på Bispebjerg Bakke (Psykiatrisk Center København og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg) i perioden frem til og med 2015, og det er tilkendegivet at regionen i alt vil afsætte de 1.029 mio. kr., som psykiatriens byggerier forventes at komme til at koste henover de næste 10-15 år.

Direktør i Region Hovedstadens Psykiatri, Martin Lund:

- De 443 mio. kr. giver os mulighed for at påbegynde byggeriet af to store bygninger, som tilsammen vil kunne rumme 140 nye sengepladser. Dermed bliver vi fri for ekstern genhusning af de eksisterende sengepladser på matriklen. Når nybyggeriet står klar, kan vi flytte både sengeafsnit og den psykiatriske akutmodtagelse til de nye faciliteter. Beløbet betyder ligeledes, at vi senere kan bygge yderligere en bygning og renovere nogle af de gamle bygninger. Dermed kan vi realisere ambitionen om nye, udvidede forskningsfaciliteter, samt samle alle Psykiatrisk Center Københavns sengeafsnit, ambulatorier og administration på én matrikel.​

Prækvalifikation til helhedsplankonkurrence i gang

Det planlagte byggeri bliver en vigtig del af det nye, store hospitalsområde på Bispebjerg, der også rummer et nyt, moderne somatisk hospital, og som projekt går under navnet: Nyt hospital og Ny psykiatri Bispebjerg.

Prækvalifikationen til en Helhedsplankonkurrence er netop skudt i gang, og frem til november prækvalificeres otte bydende rådgiverteams, som derefter får indtil uge 3 til at komme med deres bud på helhedsplanen for den 26 hektar store matrikel på Bispebjerg Bakke, der skal rumme en betydelig del af fremtidens hospitalsvæsen i Region Hovedstaden.

Læs mere om prækvalifikationen her


Fremtidens psykiatri i nye rammer

Psykiatriens byggeri omfatter både ny- og ombygning af voksen og børne- og ungdomspsykiatri på matriklen, og indebærer forbedrede forhold for både patienter, pårørende og personale. Fokus i byggeriet vil bl.a. være på etablering af enestuer til alle patienter, mere lys og åbenhed i og omkring afsnittene, bedre udendørsfaciliteter, en ny stor psykiatrisk akutmodtagelse, og bedre sammenhæng mellem akut-, sengepsykiatri og ambulant behandling. 

Psykiatriens øvrige byggerier

Udover penge til Psykiatrisk Center Københavns og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjergs nye bygninger er der i budgettet afsat penge til etablering af enestuer på Psykiatrisk Center Hvidovre og Psykiatrisk Center Glostrup, samt nybyggeri og udvidet kapacitet på Psykiatrisk Center Ballerup.

Læs mere om byggerierne i Region Hovedstadens Psykiatri her

Redaktør