Den patientvenlige modtagelse - temamøde i PC Ballerup

​Onsdag d. 5. oktober 2011 afholdt Dialogforum ved Psykiatrisk Center Ballerup temamøde i forbindelse med Sindets dag. Emnet var: Den patientvenlige modtagelse.

​Den patientvenlige modtagelse er et tema, der både dækker over den professionelle indsats, man som borger møder i modtagelsen, og de mange ideer, der ligger bag byggeriet af centrets nye store akutmodtagelse, der forventes at stå klar i marts 2012.


​Byggeriet af den nye akutmodtagelse er godt i gang - pr. 1. november 2011

Professionalisme og lydhørhed i planlægningfasen

Pårørende, patienter og andre interesserede var mødt op til temamødet.​

- "Som pårørende er det en stor tilfredsstillelse, at høre, at man nu prioriterer byggeri i psykiatrien. Et område, der til tider har føltes som om det var skubbet lidt i baggrunden" var en af kommentarerne. Ligesom: "Det er dejligt at høre hvor mange tanker og professionelle overvejelser, der ligger bag det nye byggeri. Og at se den omtanke og lydhørhed, personalet i modtagelsen udviser."

Afdelingssygeplejerske Karina Ellegaard fra Psykiatrisk Akutmodtagelse i Ballerup præsenterede udviklingsprojektet "Den patientvenlige modtagelse". I projektet har akutmodtagelsen, bl.a. via postkort, fået input fra patienter og pårørende, der er blevet bedt om at fortælle om gode og dårlige oplevelser i modtagelsen. ​​

- "De ting vi har ændret har haft utrolig stor betydning. Ikke blot for patienter og pårørende, men også for personalet", fortæller Karina Ellegaard. - "F.eks. har vi arbejdet med støjniveauet i modtagelsen. Vi har også arbejdet med, hvordan vi informerer om ventetid, og hvordan vi byder folk velkommen. I det hele taget har service været et nøgleord for os i projektet. Og er det fortsat".

Imødekommenhed er centralt
Arkitekt Jørgen Ravn fra Arkitektfirmaet Mangor & Nagel, der har været med til projekteringen af centrets nye akutmodtagelse forklarede hvilke overvejelser arkitekter og bygherre har lagt vægt på undervejs i planlægningsprocessen. I byggeriet af akutmodtagelsen har bygningens imødekommenhed og venlighed været helt central.​


 - "Det kommer bl.a. til udtryk i pladsen foran bygningen, i indretningen af udendørsarealerne og i brugen af dagslys indenfor." fortalte Jørgen Ravn. - "Men også praktiske forhold som enestuer, sikkerhed, sammenhæng i afsnittene og tilkørselsforhold spiller en stor rolle".

Afslutningsvis fortalte centerchef Jan Toftholm Andersen om status på byggeriet:

- "Vi glæder os i den grad til at kunne byde patienter, pårørende og personale indenfor i vores 2500 m2 nye akuthus i foråret 2012".​
​​​​​

Redaktør