Fokus på sikkerhed, tryghed og aktivitet ved renovering af retspsykiatrien i Glostrup

I Psykiatrisk Center Glostrups retspsykiatriske afdeling skal forandringer i bygningsmassen skabe højere grad af sikkerhed både for patienter og personale. Samtidig skal der ske en betydelig udvidelse af aktivitetsfaciliteter.

Aktivitetsrum på størrelse med en badmintonhal
Der var forleden rejsegilde ved Psykiatrisk Center Glostrup. Retspsykiatrien udvides med en ny aktivitetsbygning på størrelse med badmintonhal med 6 m. til loftet.



- Patienter i retspsykiatrien er af juridiske grunde ofte indlagt mange måneder og nogen gennem flere år. Et så langvarigt ophold i en lukket psykiatrisk afdeling betyder bl.a., at patienter er i stor fare for at miste både sociale og fysiske færdigheder. Da mange patienter ikke må komme uden for den lukkede afdeling, er det derfor meget glædeligt, at man i afdelingen nu får mulighed for et mere bredt spektrum af aktiviteter, hvor såvel sociale som fysiske færdigheder kan vedligeholdes, ligesom evt. bivirkninger af den medikamentelle behandling kan reduceres, fortæller klinikchef Bjørn Holm.



Sikkerhed i pagt med naturen
I forbindelse med renovering og ombygning i afdelingen er fokus også lagt på øget sikkerhed og tryghed for patienter såvel som personale i hverdagen. Der etablereres bl.a. et nyt 4 m. højt hegn rundt om haven med en speciel overflade, der gør at man ikke kan kravle på det.

Til gengæld skaber hegnet lys og luft i det aflukkede udendørsområde, og med sin lethed falder det bedre ind i naturen, end fx. en mur ville gøre det. Det er også planen, at der henover tid bliver lavet et levende hegn af div. planter og blomster fra havesiden, så der ikke kan kigges direkte ind ude fra.



En yderligere sikkerhedsforanstaltning, der introduceres ifm. ombygningen er et nyt elektronisk adgangssystem, der betyder individuelle adgangskrav for den enkelte medarbejder. Herved optimeres sikkerheden ved ind- og udgang fra afdelingen, og risikoen for patientabsentering mindskes.

Læs mere på hjemmeside om byggerier i Region Hovedstadens Psykiatri.

Redaktør