Forskning skal forebygge selvmord

Man ved, at patienter med såkaldt borderline personlighedstræk er blandt dem med den højeste selvmordsrisiko. Effekten af en ny og lovende behandlingsform mod netop denne type patienter skal nu undersøges til bunds.
Hvert år forsøger mellem 8.000 og 10.000 mennesker i Danmark at begå selvmord. Har man først én gang forsøgt at begå selvmord, er risikoen for gentagne forsøg forhøjet – og det samme er tilfældet med risikoen for fuldbyrdet selvmord.

Dette gælder særligt personer med såkaldte borderline personlighedstræk – det vil blandt andet sige problemer med voldsomme humørsvingninger og store følelsesudbrud.

Et forskningsprojekt i Region Hovedstadens Psykiatri vil undersøge effekten af såkaldt dialektisk adfærdsterapi på denne type patienter; vil den mindske deres selvskadende adfærd i forhold til andre typer behandling?

Manualbaseret terapiform

Dialektisk adfærdsterapi er en adfærdsændrende terapiform, der baserer sig på en manual og retter sig mod netop de kerneproblemer, som gør patienterne særligt disponerede for selvskadende handlinger som eksempelvis selvmordsforsøg.

I alt 160 patienter skal deltage i projektet. De inddeles i to grupper, som modtager hver sin behandlingsform igennem 16 uger. På den måde vil man i projektet sammenligne effekten af den dialektiske adfærdsterapi med andre støttende behandlinger målrettet risikoen for selvskadende handlinger.

Redaktør