PC Sct. Hans tænker ud af boksen

​Psykiatrisk Center Sct. Hans sætter i nyeste nummer af deres personaleblad "CenterNyt" fokus på de processer, der er skudt i gang som forberedelse til det nye retspsykiatriske byggeri.

Tænk ud af boksen 
Det er sjovt som nogle udtryk vinder indpas i vores dagligdag. I øjeblikket, hvor vi er i fuld gang med at sætte retningen for det byggeri, der skal rumme den fremtidens retspsykiatriske patienter på PC Sct. Hans, så er det udtrykket "at tænke ud af boksen", der igen og igen bliver bragt i spil i brugergrupperne. Vi skal sørge for, at alle de gode erfaringer og idéer kommer på bordet. Samtidig skal vi være i stand til at se ud over de rammer, regler og rutiner, som vi i hverdagen lader os begrænse af – og tænke os hen i den bedste af alle verdener, hvor patienterne får den bedste behandling og pleje, og hvor det er sikkert, trygt og inspirerende at arbejde.

Det er en spændende proces at være en del af, og vi har gode eksempler på, at det nytter at tænke ud af boksen. Fjordhuset og Strandhuset er de mest oplagte eksempler at dvæle ved. I begge tilfælde er der skabt nogle fysiske rammer, som på bedste vis, understøtter de tanker og ambitioner, vi har for både patienter og personale. Strandhuset er heldigvis kommet til ære og værdighed da, en genhusning af S 2 var nødvendig. Vi fik i den forbindelse genopfrisket, hvor vigtigt det er, at vi huser vores patienter i gode fysiske rammer. Fjordhuset er et godt eksempel på, at vi, ved at tænke ud af boksen, kan skabe gode, fleksible rammer om vores patienter.

'Plejer' skal udfordes
Det er ikke kun i forbindelse med byggeprocesser, vi skal være i stand til at tænke ud boksen. Det viser sig at være nødvendigt stadig oftere. Især når de alt for få ressourcer skal række til alt det, vi har ambitioner om at gøre godt – for vores patienter og for vores arbejdsplads. Vi skal være i stand til at tænke ud af boksen, hver gang vi får chancen. Det er blevet et livsvilkår. Vi skal turde udfordre hinanden i vores rutiner, regler og rammer, hver gang vi ser en mulighed for, at vi kan gøre det bedre. Det lyder nemmere end det er, for ofte har vi forelsket os i de gode idéer og tanker, som gennem de sidste mange år har været med til at gøre Sct. Hans til det, vi er i dag. Og netop derfor skal vi lade os udfordre. Hvis vi skal formulere det i overskriftsform kunne det lyde således: Hvis rammer strammer – tænk ud af boksen!

En nødvendig del af en proces, hvor vi tænker ud af boksen, er realitetstjekket op mod regler, rammer og lovgivning – og sund fornuft. Der er gode idéer, som ikke lader sig realisere, fordi vi er en del af et fællesskab, der sætter rammer for, hvad vi må, eller fordi økonomien ikke gør det muligt. Når vi foretager vores realitetstjek, skal vi sørge for, at det ikke er selvskabte begrænsninger, der hæmmer vores udsyn. Vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved det, vi plejer at gøre. Ofte viser det sig at "plejer" stadig er den bedste måde at gøre tingene på, men det giver mening at fortælle hinanden, hvorfor det stadig er den bedste måde at gøre tingene på – især for os der ikke var med til at udvikle "plejer". 

Bo Andersen 
Centerchef



(Ovenstående artikel har været bragt i PC Sct. Hans' CenterNyt, september 2011.)​

Redaktør