Selvmordsforsøg: Samtalegrupper for pårørende

Man får det bedre, når man deler sine oplevelser og følelser med andre i samme situation - og samtidig får støtte og information fra fagfolk. Det er konklusionen for Vibsen, hvis nære veninde har forsøgt at tage sit eget liv.

Vibsen har en nær veninde, som fire gange har forsøgt at tage sit eget liv. Efter de første tre forsøg i 1980’erne stod Vibsen meget alene med angst, sin vrede og afmagt. Fjerde gang, i 2011, fik hun stukket en brochure i hånden om samtalegrupper for pårørende på Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse.

- Det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg var så usandsynligt vred på min veninde, at jeg var ved at eksplodere indeni. Kunne ikke forstå, hvordan hun kunne få sig selv til det, gøre det, over for mig, over for sin datter. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg kunne have gjort, for at forhindre hende i at forsøge at tage sit liv… jeg blev ved at tænke, hvad nu hvis jeg havde ringet eller var kommet en halv time tidligere, så havde hun måske ikke gjort det, fortæller Vibsen.

Du er ikke alene

Netop vrede, frygt, afmagt og skyld er nogle af de mest generelle følelser, pårørende til mennesker, der har forsøgt at begå selvmord, skal kæmpe med. Dét, at tale med andre i samme situation, som kan fortælle og nikke genkendende til bekymringer og problemer, hjælper mange med at forholde sig til det, der er sket. Man lærer at acceptere egne følelser og finde ud af, hvordan man skal håndtere selvmordsrisikoen fremover. ​

- Det var rart at se, at der var andre, som også kendte til den vrede, at jeg ikke var den eneste i verden med de problemer. Også selvom deres oplevelser var meget forskellige fra dem, jeg har haft med min veninde. Det var rart at få det sat i perspektiv. Jeg fik hjælp til at forstå, at de ikke er i stand til at tænke på andet og på andre, når de har besluttet sig for at begå selvmord – at det ikke havde hjulpet noget, at jeg var kommet tidligere, eller havde ringet oftere. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor min veninde gjorde det – men jeg kan bedre acceptere, at hun har en helt anden virkelighedsopfattelse og et helt andet syn på livet, end mig. Det hjalp mig til at komme af med vreden, så jeg også fik plads til at være ked af det, siger Vibsen.

At kende sin rolle – og sin begrænsning

For Vibsen har det været vigtigt at indse, at hun ikke kan være terapeut for sin veninde, og at hun først og fremmest skal passe på sig selv. ​

- Jeg har lært at sige nej til hende – begrænse min hjælp. Jeg tror, det har hjulpet os begge to, at jeg nu er klar over, at der er ting, jeg hverken kan eller bør hjælpe hende med. Det, jeg havde svært ved at forstå, er at hun ser livet som en belastning. Hendes glas er aldrig halvt fyldt, men altid halvt tomt. Det kan jeg ikke lave om for hende. Det skal nogle andre hjælpe hende med – det kan jeg ikke. Hendes proces er hendes, ikke min – det skal man have banket ind i bolden igen og igen, siger Vibsen.​​

Vibsen synes, at gruppesamtalerne har været medvirkende til at få hende hurtigere igennem en proces, der ellers ville have taget meget lang tid. Samtidig har hun været glad for personalets støtte, og muligheden for at ringe, når hun blev så ked af det, at hun ikke kunne klare det alene.​​

Vibsen​s veninde har fået støttende behandling og følges i Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse, og er begyndt at se mere lyst på fremtiden.

Støtte til at støtte

De pårørende fylder rigtig meget i forhold til gruppen af mennesker, der forsøger eller risikerer at forsøge selvmord. Derfor er samtalegrupper for netop denne gruppe en del af Region Hovedstadens Psykiatris indsats for pårørende.​

- Med oplysning og støtte ift. de pårørende, kan de pårørende også lettere være gode støtter for deres kære. De er ofte også gode og vigtige informanter for os, og hjælper os på den måde til at kunne sætte ind med korrekt behandling i forhold til patienterne. Vi kan bedre vurdere patienternes selvmordsrisiko, og de pårørende føler sig trygge og rustet til at håndtere patienterne i den tid, vi ikke er sammen med dem, fortæller Ann Colleen Nielsen, psykolog på Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse.

Hjælp til forståelse – ikke terapi

Hensigten med samtalegruppen er at give deltagerne et sted at tale om de følelser og reaktioner, de har som pårørende til en selvmordstruet. Det er ikke en ren selvhjælpsgruppe, men hjælpen ligger i høj grad i det samspil, der er mellem deltagerne, når de genkender elementer af hinandens historie.​​

- Det er ikke terapi – der er ikke intervention. Vi skaber nogle støttende rammer, og giver psykoedukation – altså undervisning i, hvad det vil sige at være selvmordstruet, og hvordan man bedst håndterer og hjælper den, der er i risiko for at begå selvmord. Og vi taler om, hvilken rolle, man kan og skal spille som pårørende – at man ikke kan være behandler, men fortsat skal være mor, far, kæreste, datter, eller hvad man nu var, før selvmordsforsøget, fortæller Hanne Frandsen, sygeplejerske, og Lone Fogholm, socialrådgiver, som styrer samtalegruppen.​

Gruppen er åben, hvilket betyder, at de pårørende kan komme til, efterhånden som der er plads. Foreløbig har 13 pårørende gennemgået gruppeforløbet. I cirka halvdelen af tilfældene har de været pårørende til patienter tilknyttet kompetencecentret.

Redaktør