Stor indsats mod fordomme om psykisk sygdom

Region Hovedstadens Psykiatri deltager aktivt i en kommende landsindsats for afstigmatisering af mennesker med psykisk sygdom.

Over de næste fem år vil der blive arbejdet målrettet på at gøre det lettere at leve med en psykisk sygdom i Danmark.

Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, regionerne, KL, PsykiatriFonden og Det Sociale Netværk er alle med i en national landsindsats for afstigmatisering af mennesker med psykisk sygdom.

Målet er ambitiøst: der stiles mod at skabe en holdnings- og adfærdsændring i befolkningen over for mennesker med psykisk sygdom. Og fordommene trives i bedste velgående viser en undersøgelse der er lavet forud for indsatsen (læs mere om undersøgelsen på www.dsi.dk).

Viden skal nuancere

Ændringen skal komme gennem en mere nuanceret viden og en øget dialog om psykisk sygdom. På den måde vil skal befolkningens holdninger i højere grad blive til på baggrund af facts end på baggrund af fordomme og fejlagtige opfattelser. Derfor er det første store tiltag da også en bred informationskampagne, der rammer hele landet i efteråret. 

Særlig indsats for unge

Unge mennesker der spiller en stor rolle i påvirkningen af holdninger hos deres kammerater og i familier, og de udgør derfor en vigtig målgruppe i indsatsen. Desuden findes der mange unge med psykisk sygdom der lider under selvstigmatisering, hvor de holder deres sygdom eller symptomer på psykisk sygdom skjult på grund af egne og andres fordomme.

Arbejdspladserne skal vide mere

En anden målgruppe er arbejdspladserne i Danmark. Her skal man blive bedre til at støtte medarbejdere, der bliver ramt af psykisk sygdom. Arbejdspladserne skal være bedre rustet til at reagere på psykisk sygdom og tilbyde støtte til at få hjælp. Og så skal det være lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen efter en periode med psykisk sygdom.

Selvstigmatisering

Mennesker med psykisk sygdom er selv en del af problemet. Mange stigmatiserer sig selv ved ikke at fortælle om deres sygdom af frygt for, hvilke konsekvenser det kan have i vennekredsen eller på jobbet. Derfor skal der også gøre en indsats for at få folk til at dele deres sygdomshistorie, således at det bliver tydeligere, hvor stor en del af befolkningen, der er berørt af psykisk sygdom, og hvor mange ansigter psykisk sygdom har. 

Stigmatisering i sundhedsvæsenet

Sundhedsprofessionelle – herunder ansatte i psykiatrien – adskiller sig ikke fra den øvrige befolkning, når det kommer til stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom. Derfor vil der i forbindelse med indsatsen også blive lavet initiativer rettet mod personalet i sundhedsvæsenet, der skal gøre op med den diskriminering og stigmatisering der opleves her.

Følg indsatsen

Region Hovedstadens Psykiatri deltager både i den nationale styregruppe, i en regional koordinationsgruppe og i arbejdsgrupper om konkrete indsatser i forbindelse med landsindsatsen. Der vil blive fulgt løbende op her på hjemmesiden, ligesom man kan følge de konkrete initiativer i Region Hovedstadens Psykiatris kalender.

Redaktør