Undervisningsfilm om tvang

Interview: Kristina Schwartz Heuser, udviklingschef og psykiatrisk sygeplejerske i akutafdelingen i Region Hovedstadens Psykiatri, har været den drivende kraft bag fire undervisningsfilm om brug af tvang i psykiatrisk behandling.

Hvorfor lave undervisningsfilm om det at anvende tvang i psykiatrisk behandling?

Kristina Schwartz Heuser: - I 2009 meldte jeg vores akutafsnit til det landsdækkende projekt til nedbringelse af tvang i psykiatrien. Vi opdagede, at der manglede undervisningsmateriale til intern kompetenceudvikling. Derfor gik vi i gang med at skrive manuskripter til tre film om typisk anvendt tvang: indlæggelse, akut beroligende medicinering og bæltefiksering. Vi ønskede at drøfte anvendelsen – og nedbringelsen - af tvang, ud fra konkrete eksempler og have fokus på mindstemiddelsprincippet og god kommunikation. Dernæst søgte vi direktionen om økonomisk bistand til filmoptagelserne og fik heldigvis et ja.​​​​

Hvordan benytter I filmene på Psykiatrisk Center København?

Kristina Schwartz Heuser: - Hver måned underviser vi nyt personale i, hvordan man håndterer konflikter. Og her ser vi filmene. De fungerer som diskussionsoplæg – vi kan stoppe dem undervejs og drøfte, hvordan personalet fx taler til patienterne i en ophedet situation, og hvordan man måske kunne have undgået en bæltefiksering ved at vælge andre ord og formuleringer. Og så ser man og taler om, hvordan det bør foregå, når tvangsfiksering er nødvendig.Vi bruger også filmene, når vi underviser vedligeholdelsesinstruktører – altså det personale, der skal vedligeholde viden om og fokus på, hvordan vi bedst undgår eller anvender tvang i behandlingen.

- Filmene får aldrig lov at stå alene. Der følger undervisningsmateriale med, som svarer på de spørgsmål, der dukker op, når man ser filmene. Og det er vigtigt, at der er en underviser eller fagperson med, som kan forklare sammenhængene.

Der er løbende debat om brugen af tvang i psykiatrien – om tvangsindlæggelser og tvangsfikseringer. Og meningerne er delte. Er tvang efter din mening en nødvendig og omsorgsfuld del af behandlingen?

Kristina Schwartz Heuser: - Bæltefiksering er ikke behandling i sig selv, den kan aldrig stå alene. Vi anstrenger os som personale i psykiatrien altid for at forebygge, at patienterne bliver voldsomme, og i at håndtere eventuel voldsom adfærd uden tvang. Men sommetider er bæltefiksering en rigtig god idé og det mest ​omsorgsfulde, man kan gøre for patienten i situationen – fx hvis patienten i en psykose vil skade sig selv eller skade andre. Det sker altså både for at beskytte patienten selv, men også medpatienter. Der sidder altid en fast vagt hos en patient, der er bæltefikseret – som er opmærksom på at løsne bæltet, så snart patienten er rolig. Vi har et meget, meget stærkt fokus på, at fikseringerne er så kortvarige, som muligt.

Ville der være færre tvangsfikseringer i psykiatrien, hvis folk var indlagt længere?

Kristina Schwartz Heuser: - Da jeg startede i psykiatrien for tyve år siden, var der væsentligt flere sengepladser, og folk var generelt indlagt længere. Dengang blev folk også bæltefikseret – og i længere tid af gangen. Jeg ved ikke, om antallet af bæltefikseringer er faldet eller steget proportionelt med antallet af sengepladser og tid for indlæggelse. Men den tid, patienterne er spændt fast, er faldet – og det samtidig med at vi gør os meget umage med at undgå, at patienten ender i en situation, hvor bæltet bliver løsningen, der får situationen under kontrol.

Redaktør