50 mio. kr. til samarbejdsprojekter om udsatte grupper

Regionsrådet har afsat 150 mio. kr. over en treårig periode til at styrke samarbejdet mellem region og kommuner om udsatte grupper. Af denne pulje er Region Hovedstadens Psykiatri blevet tildelt knap 50 mio. kr. Det giver mulighed opstart af et gadeplansteam, nye behandlingsklinikker, samarbejdskonsulenter og meget mere.

Over de næste tre år, vil samarbejdet mellem region og kommuner blive styrket gennem en række konkret samarbejdsprojekter. I første omgang fik psykiatrien 21 mio. kr. til i samarbejde med Københavns Kommune at etablere et psykiatrisk gadeplansteam. Teamet skal, skabe kontakt til og behandle hjemløse, der lever med en psykisk sygdom.

De sidste penge er nu uddelt, og også i denne omgang er der rigtig mange penge til projekter i psykiatrien.

Tidlig opsporing

Ikke-psykotiske lidelser som fx angst og depression kan udvikle sig til omfattende og invaliderende lidelser, hvis ikke de opdages og behandles i tide. Derfor skal kommunalt ansatte i fx jobcentre og på uddannelsesinstitutioner uddannes i at opspore tegn på psykisk sygdom tidligt i forløbet, så flere kan komme i behandling hurtigere.

Psykiatrisk Center København skal over de næste tre år samarbejde med udvalgte kommuner om at styrke viden psykisk sygdom hos de relevante medarbejdere arbejde med, hvordan man motiverer borgeren til at søge hjælp, hvis der er mistanke om en psykisk lidelse. Hvis indsatsen viser sig at have den forventede positive effekt, skal metoden udbredes til resten af psykiatrien. ​​

Der er afsat 6,78 millioner kroner til projektet over de næste tre år.

Udgående akutteam for unge

Samarbejdet mellem region og kommune er særligt tæt i børne- og ungdomspsykiatrien, og derfor er der afsat 8,38 millioner kroner over de næste tre år til at styrke samarbejdet om indlæggelse og udskrivning af børn og unge. Helt konkret bliver der etableret et akut udgående team med base i akutmodtagelsen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup.

Teamet skal blandt andet se på, hvordan man i kontakten med de unge i deres nærmiljø kan motivere dem til at søge behandling eller forberede et igangværende forløb. Teamet skal arbejde opsøgende og tilbyde behandling i eget hjem, psykoedukation af forældre, institutioner og skoler, og understøtte ved vanskelige overgange mellem psykiatri og kommunale tilbud.

Samarbejdskonsulenter

Der er også fokus på overgangen ved indlæggelse og udskrivning hos de voksne. Dette er allerede et fokusområde i de samarbejdsaftaler der ligger mellem region og kommune, men der er behov for en ekstraordinær indsats for at for aftalerne bliver gjort til virkelighed. ​​​​

Derfor vil der de kommende tre år blive ansat samarbejdskonsulenter - en i hvert planområde (nord, midt, byen og syd). Samarbejdskonsulenterne skal sikre øget sammenhæng i patientforløbene ved blandt andet at understøtte implementeringen af samarbejdsaftalerne, integrere beslutninger fra samordningsudvalgene på psykiatriområdet samt lave forbyggende projektarbejde.​​

Der er afsat 4,98 millioner kroner til dette projekt.

Ikke-psykotiske lidelser og misbrug

Region Hovedstadens Psykiatri behandler langt de fleste mennesker med ikke-psykotiske lidelser i pakkeforløb baseret primært på gruppeterapi og medicinsk behandling. Disse forløb har vist at have begrænset værdi for mennesker der ud over at lide af fx angst eller depression samtidig har et misbrug af fx alkohol, stoffer eller medicin.

Derfor etableres der en ambulant behandlingsklinik til denne gruppe. Klinikken skal tilbyde en bestemt behandlingspakke der både rummer udredning, diagnosticering og behandling af den psykiske sygdom og behandling af misbruget.

Projektet forankres på Psykiatrisk Center Glostrup og er blevet tildelt 8,38 millioner kroner over de næste tre år.

Redaktør