Få kaffe, flødeboller og en snak om fordomme

Hver anden familie i Danmark har psykisk sygdom tæt inde på livet. Alligevel har mange den fordom, at mennesker med psykisk sygdom er farlige og ikke kan magte et arbejde – de fordomme skal nedbrydes. Derfor bliver borgere i hele regionen inviteret til kaffe, flødeboller og en snak om psykisk sygdom. Det sker som led i kampagnen EN AF OS.

Borgere i hele regionen inviteres ind i en rullende kaffesalon, hvor mennesker med psykisk sygdom står klar til at tale med andre borgere om tabuer, fordomme – og om, hvad psykisk sygdom egentlig er.

Det er kampagnen EN AF OS der sammen med PsykInfo Region Hovedstadens Psykiatri, kommuner og bruger/pårørende-organisationer står bag initiativet. Kaffesalonen skal rundt i hele regionen - første stop er lørdag d. 6. oktober i Halsnæs Kommune.

EN AF OS kaffesalon

Kaffesalonen er en varm og gammeldags hyggelig stue, som rejser rundt til storcentre og bypladser, og hvor man kan få en kop kaffe og en flødebolle, mens man kan møde og snakke med nogle mennesker som selv har eller har haft forskellige psykiske sygdomme inde på livet: skizofreni, depression, angst, ADHD.

"Tabu er med til at forstærke fordomme om mennesker med psykisk sygdom. Vi inviterer borgerne ind i vores kaffesalon for at bryde det tabu og vi håber, at borgerne bliver mindre usikre, nervøse, forbeholdne og afstandstagende – og i stedet mere åbne og imødekommende over for personer med psykisk sygdom”, siger Eva Borg, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri. 

Borgerne skal også bryde tabu

Borgere kan også være med til at gøre en forskel, da man i kaffesalonen kan afgive et løfte til kampagnen om at man vil tage et medansvar – fx ved at ”synes godt om” kampagnen på facebook eller på anden måde være med til at gøre opmærksom på og nedbryde fordomme om psykisk sygdom.

Tal og fakta:

EN AF OS

Mindst en halv million danskere er lige nu ramt af en psykisk sygdom. For de fleste er det forbigående, og de kommer sig helt. For andre er der tale om mere langvarige forløb eller tilbagevendende problemer. Uanset hvad, så er de en af os.

  • 500.000 mennesker i Danmark lever med psykisk sygdom
  • 56 procent af danskere er skeptiske overfor at have en kollega med psykisk sygdom
  • 85 procent mener, at fysisk sygdom er mere acceptabelt end psykisk sygdom
  • 4 ud af 10 danskere vil skjule en psykisk sygdom af frygt for stigmatisering
  • Psykisk sygdom dækker over en lang række lidelser bl.a. depression, ADHD, angst, skizofreni, bipolar affektiv lidelse.
  • Omkring hver femte dansker vil i løbet af livet opleve at have en psykisk lidelse, spændende fra en mild depression til svær psykotisk lidelse
Redaktør