Flot resultat for Region Hovedstadens Psykiatri i ekstern rengøringskontrol

Alle hospitaler i regionen har netop fået kontrolleret rengøringsstandarden af et eksternt konsulentfirma. Region Hovedstadens Psykiatri står for den største forbedring blandt alle hospitalerne.

Rengøringen i Region Hovedstadens Psykiatri er forbedret markant. Det viser en ny ekstern undersøgelse af rengøringsstandarden, som bliver offentliggjort i dag. 75 % af lokalerne i RHP er godkendt af de eksterne rengøringskonsulenter – i 2009 blev 17 % af lokalerne godkendt, og i 2010 lå tallet på 57 %.

Rengøringskontrollen viser, at det primært er i de patientnære områder, på sengestuerne, i afsnitskøkkener og i spisestuerne, at der fortsat er behov for at forbedre indsatsen.

Af undersøgelsen fremgår det dog samtidig, at hovedparten af de ikke-godkendte lokaler er tæt på at blive godkendt. I flere tilfælde er det blot en enkelt urenhed, der er årsag til, at lokalet ikke opfylder kvalitetskravene.

Vicedirektør Eva Borg glæder sig over de gode resultater:

”Det er meget positivt, at vi har fået så flot et resultat. Et godt rengøringsniveau er ikke kun vigtigt af hensyn til hygiejne og sikkerhed, det har også betydning for det indtryk, som patienter og besøgende får af hospitalet. Der er lagt mange kræfter i at forbedre rengøringsniveauet, og jeg er utrolig stolt af den indsats, som ledere og medarbejdere har ydet. Undersøgelsen viser os, at det kan betale sig at fokusere på uddannelse og løbende opfølgning,” siger Eva Borg, og fortsætter:

”Vi har omlagt rengøringsindsatsen, så den lever op til de nye standarder. Og vi kan se, at der er en tydelig sammenhæng mellem brugen af standarderne som et ledelsesværktøj og det opnåede kvalitetsniveau. Derfor skal vi selvfølgelig fortsætte den gode udvikling, implementere de nye standarder overalt i psykiatrien og ikke mindst anerkende, hvor vigtigt et område rengøring er for vores hospital”, siger Eva Borg

Se rengøringsrapporten for Region Hovedstadens Psykiatri i boksen til højre.

Som den eneste region i landet får Region Hovedstaden kontrolleret rengøringsniveauet på alle sine hospitaler efter nordiske standarder af et eksternt firma. Regionen har som målsætning, at 100 % af de somatiske hospitalers operations- og intensivstuer skal godkendes, mens målsætningen for øvrige rum er 70 %.

Samlet set er andelen af godkendte lokaler på alle hospitaler i Region Hovedstaden steget fra 75 % i 2010 til 79 % i 2011. Læs mere om de øvrige hospitaler på www.regionh.dk 

Redaktør