P-hus med charme og hajtunneller til fremtidens hospital og psykiatri

​Personale fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler samt psykiatrien har sammen med en række særligt inviterede personer fra erhvervslivet udviklet ideer til fremtidens hospital og psykiatri. De kreative indspark skal bruges som inspiration til de kommende arkitektkonkurrencer.​

​​​​

Vilde idéer med mening
Idérigdommen var stor og humøret højt på to såkaldte 'pitstopmøder', som blev afholdt på Bispebjerg Hospital i sidste uge. Deltagerne fra hospitalerne og erhvervsfolkene slog kreativiteten og erfaringen sammen og skabte spændende løsninger på få timer.

- Jeg synes det var fantastisk interessant at være med. I hospitalsverdenen er der ikke så meget tradition for at invitere privatsektoren indenfor til idéudvikling. Men jeg synes det klæder os, fortæller Karin Lornsen, ledende oversygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Frederiksberg. 

Karin deltog i gruppen, der arbejdede med at gøre det kommende parkeringshus til et prisvindende vartegn, og opgaven var sjovere end forventet.

- Tænk sig at være med til at gøre noget så usexet som et parkeringshus til et indbydende og hjemligt sted. Det var meget inspirerende at opleve, hvordan alle de vilde ideer kom til at give mening, når de blev bearbejdet lidt. Jeg tror også, at gæsterne udefra syntes det var spændende at deltage, så det er en ægte win-win situation for alle.​


Karin Lornsen (th i billedet) mener, at det klæder hospitalet at invitere erhvervslivet indenfor til fælles idéudvikling.

Logistikken vendt på vrangen

Pitstopmøderne havde til formål at videreudvikle koncepter og løsninger fra topmødet, der blev afholdt på Bispebjerg Hospital i august.​

Karen Bender, E-commerce og Marketingdirektør fra Københavns Lufthavne, var med til både topmøde og pitstopmøde. Hun var med i gruppen, der arbejdede med logistikbygningen som et imødekommende kraftfelt.​

- Som udefrakommende er det spændende at deltage i sådan en proces. Du møder mange forskellige kompetente og positive mennesker og skaber et anderledes netværk, end det man normalt færdes i. Du giver en masse idéer ud, men får samtidig rigtig meget tilbage.​

Gruppen arbejdede med tanken om at åbne bygningen op og vise omverdenen, hvad der foregår indeni. Logistikken bliver så at sige 'vendt på vrangen', fremfor at blive gemt væk i kældre og gange. En anderledes idé, der kom på bordet, var at lave en slags gennemsigtige 'haj-tunneller', så folk kan følge med i det daglige arbejde i logistikbygningen.

- Det er vigtigt at sætte fokus på logistikken som en vital funktion på et hospital. Det kan også være med til at skabe en stolthed blandt medarbejderne over at arbejde med et område, der ellers normalt ikke får så meget opmærksomhed, slutter Karen Bender.

Flot opbakning fra erhvervslivet
Berit Steenstrup Damm, proceschef fra Bispebjerg Projektet er imponeret over opbakningen fra erhvervslivet:

- Vi tænker brugerinvolveringen ud over hospitalets rammer, vi ved godt, at vi har brug for masser af input udefra, da det er så svært at bygge til en fremtid, vi dybest set ikke kender. Vi er rigtig glade for at så mange spændende erhvervsprofiler har taget sig tid til at deltage i ideudviklingen. Det fortæller os noget om, at det er et vigtigt område, vi arbejder med.​

Berit glæder sig til sammen med resten af holdet bag Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg at kunne offentliggøre resultaterne af anstrengelserne til januar, når løsningerne bliver præsenteret ved en formel nytårskur for alle, der har deltaget i undervejs i processen.​


​Berit Steenstrup Damm fra Bispebjerg Projektet (tv) diskuterer fremtidens hospital med en journalist fra Børsen, som var med på dagen. 


(alle fotos: Louise Voss Bendixen)

Redaktør