Region Hovedstadens Psykiatri undersøger medicinordinationer til beboere på kommunale botilbud

En stikprøvekontrol foretaget af Sundhedsstyrelsen viser, at beboere på kommunale botilbud i nogle tilfælde har fået høje doser antipsykotika og beroligende medicin, og at plejepersonalet ofte ikke har tilstrækkelig viden og redskaber til at monitorere effekt og bivirkninger af medicinen. Region Hovedstadens Psykiatri gennemgår alle patienter for at sikre, at de, der behandles af regionens speciallæger, får korrekt og tilstrækkelig medicin.

- Sundhedsstyrelsen peger på, at der ikke tilstrækkelig styr på medicineringspraksis på de kommunale botilbud, og at det i værste fald kan bringe patientsikkerheden i fare. Det er naturligvis ikke acceptabelt. Sundhedsstyrelsens rapport siger ikke, om det er praktiserende læger, privatpraktiserende speciallæger i psykiatri eller regionens læger, der har ordineret de høje doser på kommunernes bo- og plejetilbud. For at sikre, at de patienter, som behandles af vores læger, får korrekt og tilstrækkelig medicin, gennemgår vi netop nu i Region Hovedstadens Psykiatri medicineringen af alle patienter i ambulant behandling med medicin – herunder beboere på kommunale botilbud, fortæller Martin Lund, direktør i Region Hovedstadens Psykiatri.

Korrekt medicin i korrekte doser

Region Hovedstadens Psykiatris undersøgelse af ambulante patienter indledes med en omfattende gennemgang af borgere, der bor på bo- eller plejetilbud. Derefter gennemgås øvrige ambulante patienter, som bor hjemme og som modtager behandling i fx ambulatorier, opsøgende team, OPUS-team og distriktspsykiatrisk centre. Tidligere er alle indlagte patienter blevet gennemgået. Formålet er at sikre, at ingen får højere doser end de kliniske vejledninger anviser, med mindre en klinikchef har begrundet det udtrykkeligt i den pågældende patients journal.

- I forbindelse med gennemgangen af de ambulante patienter er vi stødt på tilfælde, hvor patienter får flere forskellige præparater samtidig – altså polyfarmaci. Det kan være velbegrundet i forhold til den enkelte patients lidelser. Andre gange er det unødvendigt, og lægen vil sammen med den enkelte patient lægge en plan for ændring af medicineringen, siger Martin Lund.


Kommunalt plejepersonale skal rustes bedre

Sundhedsstyrelsens stikprøve viser, at det kommunale plejepersonale på botilbud og plejehjem ofte ikke har tilstrækkelige kompetencer og værktøjer til at overvåge effekten af medicinen og eventuelle bivirkninger.

- Vi har en stor opgave i at udvikle samarbejdet mellem vores læger og kommunens plejepersonale, så vi skaber fælles rammer om og forståelse af behandlingen og sikrer patienterne sammenhæng i deres behandling. Vi stiller os i regionen naturligvis til rådighed for kommunerne, når det handler om at uddanne det kommunale plejepersonale til at håndtere medicinopfølgning hos beboerne, siger Martin Lund.

 

Sundhedsaftalen fordeler ansvaret

  • Mennesker med psykisk sygdom bosiddende på kommunale botilbud er omfattet af Sundhedsaftalerne, som er indgået mellem regioner og kommuner om fordeling af behandlings- og plejeansvar. Er en beboer i behandling i hospitalsregi, er det de regionsansatte læger der har behandlings- og ordinationsansvaret, mens det kommunale plejepersonale skal monitorere effekt og bivirkninger.
  • Beboere på sociale botilbud er omfattet af samme rettigheder som alle andre borgere, og har krav på at blive tilset af læge efter behov.
Du finder Sundhedsaftalen her
 

Ringbo-projektet

Et kvalitetsudviklingsprojekt mellem Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Kommunes Socialforvaltning. Formålet er at styrke samarbejdet mellem region og kommune om bl.a.medicineringspraksis på Botilbuddet Ringbo, for at sikre patienterne korrekt behandling og opfølgning.
Læs mere om Ringbo-projektet her.


SSTs rapport

Du finder Sundhedsstyrelsens rapport om medicering her.


Regionens egne botilbud

SSTs rapport vedrører kommunale tilbud. Region Hovedstaden driver selv fem botilbud til borgere med psykisk sygdom. De regionale tilbud arbejder intensivt og løbende med at udvikle kvaliteten og følger standarderne i den danske kvalitetsmodel på det sociale område. Det betyder bl.a., at der er faste standarder og vejledninger som skal følges, når beboerne medicineres.
Læs mere her: Kvalitetsudvikling i Region Hovedstadens Psykiatri

Redaktør