Sådan bedømmes helhedsplanen

​I løbet af januar 2012 indkommer de otte bud på en helhedsplan for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Herefter starter en proces med at få udvalgt de allerbedste. Til det formål er nedsat et dommerpanel med de ypperste i Danmark inden for byrum, landskabsarkitektur og arkitektonisk struktur og funktion.

​Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg har været vidt omkring i verden for at finde deltagerne til helhedsplankonkurrencen. Når de otte deltagere skal bedømmes bliver det blandt andet af et panel af klinikere, politikere fra Regionsrådet og tre fagdommere, som hver især repræsenterer spidsen af deres felt.​

 

Den Gennemgående Brugergruppe, som er 18 ledere og to medarbejdere fra hospital og psykiatri, har for nylig set buddene på Rigshospitalets projektkonkurrence for at blive kvalificeret til at indstille de bedste bud på Bispebjergs helhedsplan til dommerpanelet (foto Lisbeth Blak-Lunddahl).

Dommerpanel med politikere og arktitekter
I dommerpanelet for helhedsplankonkurrencen sidder de seks medlemmer af projektets politiske følgegruppe:

  • Lars Gaardhøj (A) (formand)
  • Hanne Andersen (A)
  • Jannie Hjerpe (F)
  • Bent Larsen (V)
  • Karin Helweg-Larsen (uden for parti)
  • Andreas Røpke (uden for parti)

Desuden er udvalgt tre fagdommere:

  • Stig Mikkelsen, arkitekt og partner i Dissing + Weitling, er ekspert i arkitektur, overordnede greb i helhedsplaner samt struktur og funktion.
  • Helle Søholt, arkitekt og partner i Gehl arkitekter, er ekspert i byrum, infrastruktur og trafik.
  • Stig Lennart Andersson, kreativ direktør, partner, landskabsarkitekt i SLA, er ekspert i landskabsarkitektur og uderum.

Ambitiøs konkurrence

- Fagdommerne får en særlig rolle. Vi skal være meget præcise og tydelige i vores professionelle input til politikerne og sikre nogle gode, brede diskussioner, forklarer arkitekt og partner Helle Søholt fra Gehl arkitekter. ​​

- Jeg synes, det er et ambitiøst og flot konkurrenceprogram, og det viser, at hospitalet og psykiatrien har en ambition om ikke bare at være en sundhedsmaskine, men at være helhedsorienteret og sætte patienten i centrum. Samtidig med at hospitalet bliver en integreret del af den omgivende by, tilføjer hun.

Vinder sidst i februar

Før dommerpanelet går i gang med at vurdere forslagene, er de blevet gransket af projektets Gennemgående Brugergruppe, der består af 20 afdelingsledere og medarbejderrepræsentanter fra hospital og psykiatri. Den Gennemgående Brugergruppe kommer med sin kliniske vurdering af hvert af de otte projekter, men det er dommerpanelet, der træffer den endelige beslutning.

Der bliver valgt en-tre vindere af første runde, som skal arbejde videre med helhedsplanen. Vinderne af første runde offentliggøres i slutningen af februar eller starten af marts, og den endelige vinder er fundet i juni 2012.​

Redaktør