Velbesøgt borgermøde på Psykiatrisk Center Sct. Hans

​Roskilde kommune holdt borgermøde i midten af marts 2012 ifm. den offentlige høring om det kommende nybyggeri på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Byggeriet af ny, moderne retspsykiatri og i alt 126 enestuer på Psykiatrisk Center Sct. Hans påbegyndes i 2015. Allerede nu formuleres visioner og rammer for byggeriet, og Roskilde Kommune havde derfor indkaldt til borgermøde for at høre borgeres mening og ideer ifm. det kommende byggeprojekt. 

Der skal nybygges 25.000 m² og endnu er det ikke fastlagt, hvordan bygninger og udenomsarealer udformes og prioriteres. Men byggegrunden ligger fast, og er en del af Sct. Hans østområde, og borgermødet indledtes med en rundvisning på matriklen.

På rundturen fortalte civilingeniør Karsten Bak fra Region Hovedstadens Psykiatri bl.a. om baggrunden for udvidelsen: Det handler om at styrke og modernisere retspsykiatrien og opfylde målsætning i Region Hovedstadens Hospitals- og Psykiatriplan 2020. En central vision er ønsket om, at behandlingen kan skræddersys til patienternes individuelle behov afhængig af sygdommens sværhedsgrad, kompleksitet og karakteren af den retslige foranstaltning.

Sct. Hans som del af landskabet

Steen Høyer, landskabsarkitekt og professor ved Danmarks Kunstakademi, gennemgik på borgermødet nogle af de karakteristika, der kendetegner landskabet omkring Sct. Hans. Han fortalte bl.a., hvordan der inden for et lille geografisk område er en meget stor variation i naturen. Roskilde fjord er hovedattraktionen, og den er omkranset af et klassisk kuperet fjordlandskab – et af de ældste i Danmark.

Det oprindelige Sct. Hans Hospital er bygget i overensstemmelse med naturen og tager udgangspunkt i klassiske naturhistoriske og landskabsarkitektoniske principper. Flere steder er bygningerne med til at forstærke landskabet og fremhæve forskellige niveauer i terrænet. ​

- Det giver en udfordring, når der skal designes nyt. Men det vil være både interessant og nytænkende, hvis man med det nye kan genskabe nogle af de oprindelige tanker med området og dermed bevare forbindelsen til naturen, sagde Steen Høyer.

Kommunen arbejder p.t. på en helhedsplan for området i samarbejde med Steen Høyer. 

Natur, aktivitet og sikkerhed i fokus

Efter gåturen og de overordnede præsentationer fordelte deltagerne sig i grupper ved tre plancher om henholdsvis trafik og parkering, det grønne og andet, samt kvalitet, retningslinjer og scenarier.​

De fremmødte borgere havde stort fokus på naturen og det kommende byggeris integration med fjordlandskabet og de omkringliggende Sct. Jørgensbjerg og Roskilde Havn. Fælles for kommentarerne var et ønske om at bevare mest muligt af det åbne landskab og samtidig have opmærksomhed på bygningernes udseende og omfang ift. de nuværende bygninger.​


Fremtidens retspsykiatri

Karsten Bak fortalte undervejs om, hvordan visionerne for fremtidens retspsykiatri har fokus på mulighed for adspredelse og aktivitet for patienter, og at det tænkes ind i byggeprogrammet, at der skal være let adgang for både patienter og personale til udearealer og aktivitetsfaciliteter. 

Samtidig understregede han, at sikkerhedsaspektet vægter højt i de kommende bygninger, og at dette indebærer grundig planlægning af alt fra antallet af etager, badeværelsesdesign, indretning af fællesrum og sengestuer, og ud- og indgangsforhold til afdelingerne.

Redaktør