Danmarks største psykiatriske hospital får penge til patientstyrede indlæggelser

​Fra 1. december kan visse patienter indgå en kontrakt på en såkaldt 'brugerstyret seng' i Region Hovedstadens Psykiatri. Med denne kontrakt i hånden kan de indlægge sig selv, når de ønsker det.​

​​​​​​

16,6 millioner kroner.

Så mange penge har Region Hovedstadens Psykiatri netop fået af de såkaldte Satspuljemidler, som Regeringen har øremærket til drift af i alt syv 'brugerstyrede senge' de næste fire år.

Konceptet er, at patienter kan indgå en kontrakt med et af tre psykiatriske centre om at kunne indlægge sig selv, når de ønsker det. Region Hovedstadens Psykiatri har derfor i sit eget regi valgt at kalde ordningen for 'patientstyrede indlæggelser'.

"I Norge har man haft rigtig gode erfaringer med en tilsvarende ordning. De nordmænd med svær psykisk sygdom, der har haft kontrakt på at kunne indlægge sig selv, oplever, at de i højere grad har medbestemmelse, at de har fået en større forståelse af deres sygdom samt en bedre føling med, hvornår sygdommen bryder ud. Vi håber på at kunne opnå samme gode resultater med et tilsvarende tilbud i vores regi," pointerer Kristen Kistrup, der ud over at være projektleder på de patientstyrede indlæggelser i Region Hovedstadens Psykiatri også er centerchef ved Psykiatrisk Center Frederiksberg.


Norsk pendant reducerede brugen af tvang
Tilbuddet er tiltænkt mennesker, som i mange år har været ramt af svær psykisk sygdom, som allerede er kendt i det sengeafsnit, der indgår i projektet, og som følges tæt – men som ikke har fået nok ud af de eksisterende behandlingstilbud.

Patienterne i denne målgruppe har årligt flere indlæggelser, hvorunder der ofte bruges tvang. Dertil kommer, at de typisk kun har et lille personligt netværk.

I Region Hovedstadens Psykiatri forventer man, at denne gruppe patienter vil have gavn af selv at styre størstedelen af deres indlæggelser.

"Patienter tilknyttet denne ordning vil efter alt at dømme bliver indlagt hyppigere, men samlet set i betydeligt kortere tid. De vil hurtigere blive i stand til at tage en forværring i opløbet. Derudover ser sådan et tilbud ud til at medføre, at man i langt mindre grad bruger tvang," siger Anne Rosenquist, der som planlægningskonsulent ved Økonomi- og Planlægningsafdelingen i Region Hovedstadens Psykiatri har været med til at designe tilbuddet i overensstemmelse med hospitalets visioner.

Ro, støtte og struktur
Et menneske, der er ramt af svær psykisk sygdom, kan have sværere ved at takle dagligdagens mange udfordringer, som f.eks. at få pengene til at løbe rundt, at betale sin regninger, at huske at tage sin medicin og at løse konflikter med sine nærmeste. Den syge kan have svært ved selv at skabe ro omkring sig derhjemme, hvor problemerne er. Det kan forværre sygdomstilstanden.

"Den nye ordning tilbyder patienten rolige rammer, professionelle samtalepartnere samt en daglig forudsigelig struktur – forhold, der der tilsammen ofte er nok til, at patienten oplever mere energi og mod på at finde en løsning på problemerne og på den måde bliver bedre rustet til at håndtere krisen," siger Anne Rosenquist.

Patienterne er 'på besøg'
En af fordelene ved at kunne indlægge sig selv er, at patienten kan få lov til at være herre over sin egen situation, når det brænder på. Hvis patienten og familien er urolige for, at en psykotisk episode er på vej, skal der ikke en lægelig vurdering til, for at komme ind på hospitalet. Man henvender sig blot – og så er man "på besøg", som man siger i Norge.

Hvis patienten endnu ikke har udskrevet sig selv efter fem dages indlæggelse, er det op til lægerne at vurdere, om der stadig er et behov for at være på hospitalet. I så fald overgår patienten til almindelig indlæggelse.

Forværres patientens tilstand på hospitalet, kan lægen vælge at lade den sygdomsramte overgå til almindelig indlæggelse, ligesom Psykiatriloven kan træde i kraft, hvis betingelserne for det er opfyldt.

Selvom der er indgået kontrakt til patientstyret indlæggelse, kan patienten stadig blive indlagt på sædvanlig vis. Regler og retningslinjer er beskrevet nøje i kontrakten.

"De patientstyrede indlæggelser har potentiale til at blive et rigtigt godt koncept i Region Hovedstadens Psykiatri, både hvad angår dets evne til at inddrage patienten, patientens tilfredshed med regionens tilbud, de sundhedsøkonomiske aspekter og de behandlingsmæssige effekter," slutter Anne Rosenquist.

De centre, der er involveret i projektet, er Psykiatrisk Center Frederiksberg, Psykiatrisk Center Nordsjælland og Psykiatrisk Center Glostrup. PC Nordsjælland får tre senge, mens de to andre centre får to.

Planen er, at omkring 15 patienter skal deles om én seng. Normeringen er fastsat på baggrund af erfaringerne fra Norge. Hvis sengene ikke i tilstrækkelig grad bliver brugt, vil der blive indgået kontrakt med flere patienter. Det reelle antal af brugere vil derfor variere efter behov. En kontrakt har et års varighed med mulighed for forlængelse.

Spørgsmål/svar:
Hvorfor er 'patientstyrede indlæggelser' en god idé?:

En bufferseng – efter patientens og familiens skøn – kan forebygge. Det er bedre at "komme på besøg" i en tidlig fase af en psykotisk episode og få ro og hvile – end at vente, til det bliver værre.

Hvad kommer det til at betyde for de patienter, der laver kontrakt med jer?:

Retten til indlæggelse efter eget skøn, når det brænder på, giver en stor lettelse og tryghed for patient og familie.

Hvornår vil den første patient få glæde af ordningen?:

Vi begynder så småt om en måneds tid – og for fuld styrke fra 2014.

Hvad bliver den største gevinst med de brugerstyrede senge?:

Fleksibilitet og muligheder for dem, der er mest syge.

Hvad bliver den største udfordring?:

At sikre, at patienterne tilbydes kvalitet og patientsikkerhed på samme niveau som for andre patienter.

Kontaktoplysninger:
Kristen Kistrup, centerchef

Kristen.Kistrup@regionh.dk

PC Frederiksberg fastnet 38643701, mobil 30574472.

Anne Rosenqist

Planlægningskonsulent

Anne.Rosenquist@regionh.dk

Økonomi- og Planlægningsafdelingen

Fastnet 38640197​
​​

Redaktør