Høj patienttilfredshed i psykiatrien

9 ud af 10 af patienterne i Region Hovedstadens Psykiatri er tilfredse med deres behandling.

Resultaterne af den seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er netop offentliggjort, og de viser en generel høj tilfredshed hos både patienter og pårørende i Region Hovedstadens Psykiatri. Mellem 90 % og 95 % af patienterne har således et godt eller meget godt indtryk af deres samlede behandling, afhængig af om der er tale om indlagte eller ambulante patienter fra enten Børne- og Ungdoms- eller Voksenpsykiatrien. De tilsvarende tal for pårørende svinger fra 59 % til 94 %.

”Helt overordnet er der tale om et meget flot resultat, som medarbejdere og ledere i Region Hovedstadens Psykiatri kan være rigtig stolte af. Jeg hæfter mig særligt ved, at patienterne – uanset om det er børn eller voksne, og om de er indlagte eller i ambulant behandling – evaluerer deres samlede behandling og pleje meget flot. Det er særdeles positivt, og det skal vi huske i vores daglige arbejde,” siger konstitueret vicedirektør Anne Hertz.

”Patienternes mening er vigtig”

Generelt udtrykker både patienter og pårørende i Region Hovedstadens Psykiatri stor tilfredshed med kontakten til og dialogen med personalet og med tilrettelæggelsen af selve behandlingen.

Omvendt peger LUP også på forskellige områder, som patienter og pårørende mener, kan forbedres. Det handler bl.a. om udlevering af skriftlig information om sygdom og behandling, om samarbejdet med de øvrige parter, fx kommunen og egen læge. Og endelig efterspørger flere pårørende også mere hjælp til at forholde sig til patienten, både i hverdagen og under indlæggelse.

”Sådan en undersøgelse er vigtig for os, fordi patienterne og deres pårørende som modtagere af hospitalets ydelser har en unik indsigt i, hvordan psykiatrien fungerer og virker. Det er desuden enestående, at vi både har udsagn fra patienter og pårørende. Derfor er det vigtige informationer, vi får fra dem. Vi skal bruge den viden aktivt i vores løbende udvikling og forbedring af psykiatrien,” siger Anne Hertz og fortsætter:

”Det er en proces, som vi allerede har taget hul på: Mange af de områder, hvor patienter og pårørende har udpeget et forbedringspotentiale, er allerede centrale områder både i vores visioner og strategier for Region Hovedstadens Psykiatri. For eksempel er vi ved at udvikle en samlet strategi og handleplan for patient- og pårørendeinddragelse.”


Kort om LUP i Region Hovedstadens Psykiatri

Undersøgelsen er en del af en landsdækkende undersøgelse af patienter og pårørendes oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet. Undersøgelsen gennemføres både i psykiatrien og på somatiske hospitaler i alle landets fem regioner. I alt har 2.330 patienter og 910 pårørende fra Region Hovedstadens Psykiatri deltaget i dette års LUP. Undersøgelsen gennemføres fremover hvert år for patienter og hvert tredje år for pårørende. 


Hovedresultat, patienter:

Andel af patienter, som har et godt eller virkelig godt indtryk af den samlede indlæggelse/ambulatoriebesøg:

90 % af indlagte patienter

95 % af ambulante patienter, voksepsykiatrien

92 % af ambulante patienter, børne- og ungdomspsykiatrien


Hovedresultat, pårørende:

Andel af pårørende, som har et godt eller virkelig godt indtryk af deres kontakt med sengeafsnittet/ambulatoriet:

59 % af pårørende til indlagte patienter (voksne)

72 % af pårørende til patienter i ambulant behandling (voksne)

94 % af forældre til børn & unge i ambulant behandling (B&U)

Redaktør