Kodeks for god medicinsk behandling

Region Hovedstadens Psykiatri udvikler i et samarbejde mellem brugere, pårørende og fagfolk et kodeks for god medicinsk behandling. Første møde med brugere og pårørende blev afholdt i januar.

Patienter, brugere og pårørende skal i samarbejde med fagfolk fra Region Hovedstadens Psykiatri være med til at udvikle et nyt kodeks for god medicinsk behandling. Arbejdet er godt i gang.


Første møde afholdt i januar

Direktionen besluttede sidste år, at et kodeks for god medicinsk behandling fremover skal være et aktivt instrument til bedre samarbejde mellem patienter og læger i Region Hovedstadens Psykiatri.

Første skridt var at invitere repræsentanter fra Psykiatriforeningernes Fællesråd til at give deres input til kodekset. Mødet blev afholdt d. 22. januar og her blev der kommenteret livligt og bakket godt op om det første udkast til kodekset, som Region Hovedstadens Psykiatri har udarbejdet.


Inddragelse og recovery

Kodekset består af otte punkter, der alle tager udgangspunkt i patientens behov og ønsker samt høj faglig viden om effektiv medicinsk behandling.

De otte kodekspunkter har alle til formål, at patienter og pårørende i højere grad skal inddrages aktivt og sammen med lægen tilrettelægge den medicinske behandling. Sigtet skal være patientens egne ønsker til behandling og recovery.


Kodeks skal involvere de vigtigste

Kodekset skal ’tale til alle’ – patienter, pårørende og fagfolk. De otte punkter skal være retningsgivende for samarbejdet mellem patient og læge, og skal kunne omfatte den medicinske behandling af alle de sygdomme, der behandles i psykiatrien: angst, skizofreni, depression, bipolar lidelse, mv.

For at kodekset skal blive et aktivt redskab i behandlingen, er det vigtigt, at de otte kodekspunkter giver mening for både patienter og læger. Derfor har direktionen tilrettelagt udarbejdelsen og forankringen som en proces, hvor patienter, pårørende og fagfolk løbende inviteres til at kommentere og udvikle kodekspunkterne.

Kodekset forventes at ligge klart her i starten af året.



Redaktør