Når vi bliver fremmede for os selv

Nyt forskningsprojekt modtager 5,3 millioner fra Velux Fonden til at forske i forholdet mellem selvforståelse og identitet.

Selvforståelse hører til det at være et menneske, men er samtidig noget, der kan gå tabt. Et nyt forskningsprojekt med titlen Selvforståelse og selvfremmedgørelse: Eksistentiel hermeneutik og psykopatologi vil forsøge at klarlægge, hvordan skizofreni, affektive lidelser og trauma efter tortur alle kendetegnes af radikale former for selvfremmedgørelse.

Samtidig vil projektet underkaste forholdet mellem selvforståelse og selvfremmedgørelse en filosofisk analyse for at blive klogere på, hvad erfaringer af selvfremmedgørelse fortæller om den menneskelige selvforståelse.

En mere nuanceret tilgang til begrebet selvforståelse vil omvendt give en bedre forståelse af erfaringer af selvfremmedgørelse, og på den baggrund håber projektet at kunne bidrage til at styrke grundlaget for behandlingen af psykiatriske patienter og torturofre.

Praktisk om projektet

Projektet udføres i samarbejde mellem Københavns Universitet, Psykiatrisk Center Hvidovre, og Dignity – Danish Institute Against Torture. Projektet forankres på Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet og Center for Subjektivitetsforskning, Det Humanistiske Fakultet.

Projektet begynder 1. januar 2014 og forløber i 3 år.

Forskningsgruppen består af Gry Ardal Printzlau (post.doc.), Mads Gram Henriksen (post.doc.), Cathrine Bjørnholt Michaelsen (ph.d.-stipendiat), Maja Zandersen (ph.d.-stipendiat), Morten Sørensen Thaning (lektor), Josef Parnas (professor) og Arne Grøn (professor).

Redaktør