Ny kampagne for brydcirklen.dk skal forhindre overgreb på børn

Ny kampagne for brydcirklen.dk skal få voksne med seksuelle fantasier om børn til at søge hjælp via en anonym telefonrådgivning. Sexologisk Klinik i Region Hovedstadens Psykiatri og Red Barnet står bag kampagnen, der skal forhindre seksuelle overgreb på børn.

Det er muligt at få hjælp
Det er muligt at hjælpe voksne med seksuel interesse for børn, så de ikke begår overgreb. Derfor henvender Red Barnet og Sexologisk Klinik sig meget direkte til disse voksne og opfordrer dem til at gå ind på brydcirklen.dk og ringe anonymt til rådgivningen på Sexologisk Klinik.​

- Mange voksne med seksuelle fantasier om børn tror ikke, at der er hjælp at hente. De kender ikke til rådgivningen, og samtidig skammer de sig over deres egne tanker og er bange for at blive stemplet og dømt, hvis de for eksempel går til egen læge med problemet. Bryd Cirklens telefonrådgivning er til for dem og tilbyder anonym telefonrådgivning med professionelle fagpersoner, der er vant til at behandle personer med seksuelle problemer, fortæller Ellids Kristensen, overlæge i Sexologisk Klinik.

Og Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet supplerer:

- Det er stærkt tabuiseret at have seksuelle tanker om børn. Men vi er nødt til at bryde med tabuet og indse, at det er vigtigt at tale om emnet og om de mennesker, der har brug for hjælp. Ved at fortælle om rådgivnings- og behandlingsmulighederne helt åbent sikrer vi, at flere potentielle krænkere bliver opmærksomme på muligheden for at få hjælp. Og ved at hjælpe flere potentielle krænkere, beskytter og hjælper vi en masse børn.



Kampagneaktiviteter
Kampagnen rummer en 40 sekunders film, som du kan se nedenfor. Filmen vises i de kommende tre uger på tv-skærme i S-tog, i bannerreklamer på bt.dk og ekstrabladet.dk samt i DR’s OBS udsendelser. Der annonceres samtidig i BT og Ekstra Bladet.

Læs PRESSEMEDDELELSE

Få mere information på brydcirklen.dk



Redaktør