Rejsegilde på Lunden

​Til sommer står 12 nye boliger klar på det socialpsykiatriske botilbud Lunden i Brøndbyøster. Ved det nylige rejsegilde var stemningen høj – og forventningerne overstrålede næsten forårssolen…

​​Symbolikken kan næsten skæres ud af den lune martsluft: Det er en af årets allerførste dage med temperaturer, som sniger sig tæt på de tocifrede v​armegrader. Der er sol, blå himmel og bare en let brise. Foråret har med andre ord meldt sin tidlige ankomst netop på denne dag, hvor flaget er hejst til rejsegilde på Lunden.​​

​Symbolikken kan næsten skæres ud af den lune m​artsluft: Det er en af årets allerførste dage med temperaturer, som sniger sig tæt på de tocifrede varmegrader. Der er sol, blå himmel og bare en let brise. Foråret har med andre ord meldt sin tidlige ankomst netop på denne dag, hvor flaget er hejst til rejsegilde på Lunden.​​

- Vi glæder os, slår Lundens forstander Thorkil Skov fast og fortsætter: - Vi fordobler det bebyggede areal og får 12 nye boliger og et medborgerhus med fællesrum, café, vaskeri og stærkt tiltrængte kontorlokaler. Og så selvfølgelig "musikærten", som bliver en fritstående pavillon til øvelokale, koncerter osv.​


Hver bolig bliver på ca. 45 m² og består af et værelse med integreret køkken samt soveværelse og bad.


I forbindelse med udvidelsen vil der blive reserveret et antal boliger til en helt særlig målgruppe, som der i dag ikke eksisterer noget botilbud til: Det er de 18-25 årige, som lider af en svær sindslidelse i kombination med et evt. rusmiddelmisbrug og problemskabende adfærd, forklarer Thorkil Skov.

Inviterer det omgivende samfund indenfor
Hele projektet startede i 2009 – og har løbende involveret både beboere og medarbejdere på Lunden. De er blevet bedt om input til både indretning og udformning, og der er taget store hensyn for at imødekomme deres ønsker. Derfor ender de nye boliger også i vid udstrækning med at ligne et almindeligt rækkehusbyggeri.


Det nye fælleshus bliver ca. 25
0 m² og vil åbne op mod det omkringværende samfund. 

- Det har været et klart ønske, at de nye bygninger ikke må have et institutionelt præg. De skal være inspirerende og overskuelige, og med medborgerhuset håber vi også på, at vi kan invitere det omgivende samfund indenfor hos os, siger Thorkil Skov.

Trygge og stimulerende rammer

- Byggeriet på Lunden tager, ligesom andre byggerier i Region Hovedstadens Psykiatri, udgangspunkt i regionens visioner for fremtidens psykiatri. Det handler bl.a. om at sætte borgeren i centrum og sikre trygge og stimulerende rammer. Det har betydning for den enkeltes velvære og behandling – og for sikkerheden for både borgere og personale, siger psykiatridirektør Martin Lund.​

Også han lægger vægt på den løbende inddragelse af beboerne, der har været i hele processen. For det har ikke bare givet et byggeri, der lever op til beboernes ønsker – det har også sikret en smidig byggeproces: Siden september 2012 er der blevet bygget og boret og banket og regeret på Lunden – i mange tilfælde lige uden for beboernes vinduer. Men det har ikke en eneste gang ført til gnidninger mellem håndværkere og beboere.

Indflydelse har skabt forventninger

- Når hverken personale eller beboere har været mere generet af byggeriet, så skyldes i vid udstrækning, at der er fokus på de nye muligheder, udbygningen skaber: Vel at mærke muligheder, som beboerne selv har peget på – det har skabt positive forventninger og en god stemning, siger Thorkil Skov – og bakkes op af en af beboerne, Agnethe Jensen: ​

- Jeg glæder mig til det står klart. Meget, endda! Jeg tror, der bliver mere ro på i de nye boliger, fordi de ikke bliver forbundet af en lang gang, som der hvor jeg bor i dag. Derfor vil jeg også gerne flytte derover, når de er færdige. Og så bliver det spændende med den brugerdrevne café og vaskeri i fællesrummet – måske kan jeg få lov til at arbejde i køkkenet. Det kunne jeg godt tænke mig, siger hun.​


De nye lejligheder er allerede godt på vej, og klar til indflytning i løbet af sommeren 2013.

​​​​

Redaktør