​Det kan være svært at vide, hvad din nærmeste tænker eller har brug for. Og selv om du ikke er sikker på, at din nærmeste svarer, så stil alligevel spørgsmålet:

Følelser er ikke farlige. Men som pårørende kan du komme til at lægge låg på dem for at undgå, at din nærmeste får det skidt.

Men det er meget bedre at sige, hvad du føler, end fx at blive tavs. Det er aldrig sundt. Så er det meget bedre at sige: "Jeg er vred på dig lige nu, for du har brudt aftalen." Husk at følelser kan aflæses uden ord.​

Der kan være mange forestillinger og formodninger om, hvad der kan ske, hvis du udtrykker dine følelser – fx kan du være bange for, at din nærmeste bliver udadreagerende.

Hvis sådan en formodning får lov at køre i familien, kan der opstå en forestilling om, at din nærmeste ikke må være vred. Men det er vigtigt, at I begge kan udtrykke jeres følelser og forholde jer til dem. Ellers kan det være med til at forværre sygdommen.​​

Forsøg at støtte op om din nærmestes aftaler med behandlerne – også selv om du måske ikke altid er enig i behandlingen. Du kan fx opleve, at der er bivirkninger i starten, og at din nærmeste ikke har det godt.

​Prøv alligevel at opmuntre til, at din nærmeste overholder aftalerne, bevarer kontakten til de professionelle behandlere og giver behandlingen tid til at virke, selv om det kan være svært.

Du kan hjælpe din nærmeste med faktuel viden om sygdommen, hvis han/hun ønsker det. Her er det selvfølgelig vigtigt, at du prøver at skelne mellem information, der bygger på fagpersoners vurdering, undersøgelser eller videnskab – og hvad der er myter. Og der er desværre mange myter om psykisk sygdom, som kan forvirre eller skade.​

På sociale medier kan der stå meget, der er langt fra sandheden. Men der er heldigvis mange pålidelige sundhedskilder, fx her i Psykiatriguiden, Foreningen Bedre Psykiatri og Psykiatrifonden.

Du kan også gå til din egen læge og få viden om psykiske sygdomme og behandling.

​Det kan være, du bliver afvist, når din nærmeste har det rigtig dårligt, men prøv alligevel at hjælpe med aktivering og kontakt. Undersøg, hvor du kan få psykoedukation – altså viden om, hvad sygdommen gør ved din nærmeste, for så kan du bedre vise den empati, der kan være brug for.

Det at lave nogle meningsfulde aktiviteter er en de bedste behandlingsformer, der findes. Som pårørende kan du fx opmuntre din nærmeste til at tage med på museum eller gå en tur ved vandet. Lad dig inspirere af hvad han eller hun gjorde, før sygdommen brød ud og vær opmuntrende. Af og til er det af stor værdi, at du fx siger: "Jeg savner at vi gør...".​

Du kan fx sige: "Vi bliver glade, hvis du tager med" frem for "du ødelægger det hele, hvis ikke du tager med". Det er vigtigt ikke at tvinge, men prøve at motivere, og det kan være en hårfin og svær balance.