Balancen bliver ændret
Jeres forhold kan ændre sig mere, end du måske selv når at opdage, når din nærmeste får en psykisk sygdom. Du får flere roller at jonglere med og skal samtidig stadig være ægtefælle, ven, kæreste, barn, forælder eller søskende.
Udover at støtte og opmuntre undervejs, kan det være, at du også pludselig skal forholde dig til praktiske ting og økonomiske udfordringer og får nye roller som fx:
Behandler
Sagsbehandler
Advokat
Førstehjælper m.m.
Det kan være svært at sætte grænser i forhold til, hvad der bliver forventet af dig som pårørende.
Særligt hvis du fx har en omsorgsfunktion i hverdagen i forhold til din nærmeste, hvor du er den, der hjælper og støtter.
Derfor er det en god idé, at I så tidligt som muligt taler om, hvad din nærmeste ønsker, at du skal gøre i forskellige situationer. Det er også her, du kan udtrykke, hvad du selv kan og ønsker. Samtalen kan også handle om, hvilke forventninger I har til hinanden – både i de fredfyldte perioder, og hvis der er mere urolige perioder.
At tage sådan en snak, mens du selv og din nærmeste har det godt, er en god måde at forebygge misforståelser på og bevare respekten, kærligheden og venskabet mellem jer, hvor begges grænser respekteres.
Hold fast i din rolle
Den bedste måde, du kan hjælpe din nærmeste, er ved at holde fast i den rolle, du hele tiden har haft. Hvis du fx er mor eller far, så vær først og fremmest forælder fremfor – i den bedste mening – at forsøge at være behandler.
Det samme gælder for tætte venner. Hvis du overinvolverer dig eller begynder at tage ansvar for noget, der ikke er dit ansvar, kan man reagere følelsesmæssigt uhensigtsmæssigt. Men det hjælper ikke din nærmeste, hvis du fx har skyldfølelse eller dårlig samvittighed.
Læs mere om de svære følelser som pårørende
Det er også vigtigt at huske de andre familiemedlemmer og at tale og lave ting med dem, som du plejer. Især kan børn og søskende til et menneske med psykisk sygdom føle sig overset, fordi al opmærksomheden går til den, der har det svært.
Forskellige faser i forløbet
Du kan opleve forskellige faser som pårørende.
Faserne kan svinge fra krise, hvor det er det første chok og kaos, der fylder mest for dig. Senere kommer der typisk en reaktion, hvor du kan føle fortvivlelse og bekymring for fremtiden og måske sorg over det, du føler, du har mistet.
Senere får du bearbejdet det, der er sket og vil kunne begynde at orientere dig i den nye virkelighed og klarere kunne se de muligheder, der også er.
Som pårørende kan du også opleve, at din nærmestes sygdomsforløb kan udfordre dine holdninger, og hvordan du opfatter dig selv. Fx kan det være, at du i en periode må acceptere medicinsk behandling som eneste mulighed, selv om du egentlig var imod det. Eller du må acceptere, at der kan være tidspunkter, hvor du ikke kan hjælpe den, du holder meget af, som du gerne ville.
Find din egen grænse
Det er helt acceptabelt at mærke efter i dig selv, hvor din grænse går for, hvad du kan være i. Du må med andre ord godt sætte grænser. Fx hvis din nærmeste er påvirket af fx alkohol eller stoffer, og du derfor ikke ønsker besøg.
Det kan også være, at din nærmeste har en psykose, og du ikke føler dig tryg ved situationen og fx ikke ønsker, at I er alene sammen lige nu.