Søg professionel hjælp
Det kan være rigtig hårdt og smertefuldt, når en person, du holder af, har selvmordstanker. Udover at du bliver ked af det og kan føle dig magtesløs, er det også forståeligt, at du bliver bekymret.
Selvmordstanker er et meget udbredt symptom ved mange psykiske sygdomme, og det kan være svært for dig som pårørende at vurdere, hvor konkrete tankerne er, og hvor meget de fylder.
Det bedste, du kan gøre for en, der har selvmordstanker er at sikre, at han eller hun får professionel hjælp til at vurdere situationens alvor, så du ikke står med ansvaret alene.
Afhængig af hvor alvorlige og konkrete tankerne er, kan I kontakte jeres egen læge eller 1813. I kan også ringe eller tage til en døgnåben psykiatrisk akutmodtagelse. Her kan personalet hjælpe med at vurdere situationen.
Hvis personen er i behandling, er det desuden en god idé at kontakte behandlingsstedet og informere dem om, at din nærmeste har fået det dårligere.
Se hvor du kan søge hjælp ved psykisk sygdom
Stil spørgsmål – det skader ikke
Du kan ikke gætte dig frem til, hvad din nærmeste tænker. Så hvis du har overskud til og mod på det, kan du prøve at tale med ham/hende om selvmordstankerne, selv om det kan være hårdt. Der er ingen belæg for, at selve det at tale om dem skulle være skadeligt.
Du kan med andre ord ikke gøre det værre eller fremkalde selvmordstanker hos personer, der ikke har dem ved at spørge. Tværtimod vil det altid være en lettelse for personer, der har det svært, at de mærker, at der er nogle, der tænker på dem.
Samtalen er ikke en erstatning for den professionelle hjælp, men den kan være med til at skabe et tillidsfuldt rum, hvor din nærmeste oplever, at I kan tale om alt.
Her er nogle gode råd til samtalen:
Forbered dig: Hvordan vil du formulere dig? Sig det evt. højt for dig selv først, så det ikke er for overvældende for dig under selve samtalen. Men husk: Du kan ikke sige noget forkert.
Sørg for, at der er ro omkring jer, giv dig god tid, åbn ikke op for en samtale, hvis du ikke selv kan rumme svarene eller ikke har tid til at høre dem. Orienter dig gerne inden om, hvor og hvordan I kan få hjælp. Indgyd håb for din nærmeste.
Spørg ind til selvmordstankerne, hvis du er i tvivl, om din nærmeste har dem: Fx "Tænker du nogle gange, at verden ville være et bedre sted, hvis du slet ikke var her?"
Del din bekymring. At du har lagt mærke til, at personen ikke har det så godt og er bekymret for, om han/hun har selvmordstanker.
Brug samtalen til at blive klogere på, hvor konkrete tankerne evt. er: Handler din pårørendes tanker også om, hvordan han/hun vil gøre det? Er der sat en dato, skrevet et afskedsbrev? Jo mere konkrete planerne er, jo mere skal de tages alvorligt.
Livslinjen
Hos Livslinien kan man tale med professionelle rådgivere, som er specialister i at hjælpe mennesker med selvmordstanker og deres pårørende.
Livslinien kan kontaktes på tlf. 70 20 12 01.
Du kan læse mere på livslinien.dk
Få hjælp – også anonymt
Hvis din nærmeste ikke er berettiget til behandling på grund af en aktuel psykisk lidelse, eller er på venteliste til behandling, kan du ringe til regionens kompetencecenter for selvmordsforebyggelse på tlf. 38 64 18 00.
Kompetencecenter for selvmordsforebyggelse er et gratis tilbud til:
mennesker, som har forsøgt at begå selvmord eller har overvejet det.
pårørende eller efterladte efter selvmord.
Centret har åbent alle hverdage fra 8.30 til 15.00 og tilbyder ambulant behandling i form af selvmordsforebyggende, psykoterapeutiske samtaler, støtte og rådgivning.
Læs mere om kompetencecenter for selvmordsforebyggelse
Nefos
Du kan også kontakte nefos.dk, som er en organisation, der yder støtte og rådgivning til efterladte efter selvmord.
Tlf: 63 12 12 26 mandag, onsdag og fredag kl. 9:00-13.00 eller mail til nefos@socialtansvar.dk