Hvad er OCD?

Mellem 120.000 og 180.000 danskere har OCD. Når du har OCD, har du tvangstanker, der bliver fulgt op af tvangshandlinger, som kan være meget invaliderende i din hverdag. Der er gode muligheder for, at du kan få det bedre.

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​Hva​d er O​C​D?

OCD er en forkortelse af det engelske Obsessive Compulsive Disorder.

OCD er en angstlidelse, hvor du har tvangstanker, der bliver fulgt op af en tvangshandling. Handlingerne kan være synlige for andre eller foregå indeni i én selv. Mange med OCD har indre tvangshandlinger, hvor man forsøger at undertrykke sine tanker og lave mentale ritualer med fx remser.​

En synlig tvangshandling kan fx være, at du får tanken om, at du kan blive syg af at røre ved håndtag, og så må det være sandt. Derfor forsøger du at undgå at røre ved håndtag og spritter og vasker dine hænder overdrevet meget.

Du kan også få tanker om, at du skal udføre bestemte ritualer såsom at gå ind og ud ad døren et bestemt antal gange – ellers sker der noget slemt og ubehageligt.

De fleste har prøvet at have tvangstanker og tvangshandlinger. Fx tanken om, at man ikke har låst døren eller slukket for strygejernet og går tilbage og tjekker, selvom man godt ved, at man har gjort det.

Det hindrer os dog ikke i at gøre de ting, vi gerne vil i vores liv, og derfor er det ikke en sygdom, man skal have behandling for.

Men for nogle ender tvangshandlingerne med at fylde så meget, at man ikke kan få hverdagen til at fungere. Så har man OCD i en sådan grad, at det kræver professionel behandling.

OCD findes både i en let grad og i en svær grad, hvor den bliver meget invaliderende. I langt de fleste tilfælde kan du med den rigtige hjælp dæmpe symptomerne betydeligt eller få dem til at forsvinde helt.​​

Fakta: Så mange ha​​r ​OCD

  • ​​To-tre procent af den voksne befolkning i Danmark har OCD – det svarer til mellem 120.000 og 180.000 danskere.

  • Cirka 80 procent havde symptomer på sygdommen før 18-årsalderen.

  • Der er en næsten ligelig kønsfordeling – kun lidt flere kvinder end mænd har OCD.

Behandling af​​ O​CD

Vil du vide mere om behandling af OCD, kan du læse om undersøgelse og behandling af OCD her:

​Læs om behandling af OCD​​​​

Hva​​d er tva​​n​​gs​​tanker o​g​ tvangshandlinger?

Tvangstanker handler altid om det værste, man kan forestille sig – fx at slå sine børn ihjel, være pædofil eller om sygdom og død.

Derfor er det meget ubehageligt for den, der oplever tvangstankerne. For at blive fri for den angst, der følger med, laver man derfor en tvangshandling og får det lidt bedre. Men det hjælper kun et øjeblik, og på den lange bane holder tvangshandlingerne kun OCD'en ved lige.

Det er vigtigt at forstå, at tvangstanker – både i let og svær grad –​ kun er tanker. Det er altså ikke virkelighed eller noget, du har lyst til at gøre i virkeligheden. Tankerne handler om selve frygten for, at du kan finde på noget, som du ved, er forkert eller uønsket.

Mange af os har nok prøvet at stå på en færge eller en trafikeret vej og få den indskydelse: Hvad nu, hvis jeg pludselig hopper ud over rælingen eller går ud foran en bil?

Det betyder ikke, at man vil gøre det. Det er bare en tanke. Men når du har OCD, kommer du til at tro, at tvangstanken er virkelighed.

Eksempler på ​tvan​g​​​stanker og tvangshandlinger

Der findes forskellige typer af tvangshandlinger. Her kan du læse nogle eksempler på samspillet mellem tvangstanker- og handlinger.​

Hvis jeg får tanken om, at min datter kommer til skade i børnehaven i dag, kan det ske.

Handlinger som konsekvens:

  • Holder datter hjemme fra børnehaven eller ringer og tjekker op på hende, hvis hun er sendt afsted.

  • Tjekker legepladsen efter for potentielle farer ved afleveringen.

  • Beder pædagogerne om at passe særligt på hende i dag. ​


Hvis jeg får tanken om, at jeg har ramt nogen med bilen, kan det være sandt.

Handlinger som konsekvens:

  • Kører tilbage og tjekker efter.

  • Kigger mig tilbage i bakspejlet.

  • Gennemgår hukommelsen for huller for at være sikker på, at det ikke er sket. ​


Hvis jeg får tanken om at stikke min mor ned med en kniv, kunne jeg finde på at gøre det. 

Handlinger som konsekvens:

  • Gemmer knive væk.

  • Bruger kun smørknive.

  • Vil kun lave mad, når jeg er alene i køkkenet.


Årsa​ger til ​​​OCD

Man ved ikke præcist, hvorfor nogle får OCD. Men der er en sammenhæng med både arv og miljø. Derfor vil lægen altid spørge ind til, om der er OCD i din familie, eller om det er noget, du kan genkende fra familiemedlemmer.

Det kan også være stressende eller svære livsomstændigheder, der gør, at OCD'en første gang bliver udløst.

Sygdommen starter typisk i barndommen og ungdommen og bliver invaliderende, når kravene stiger – fx fordi du stifter familie eller starter på en uddannelse.

OCD og sk​​amføle​lse

Du er ikke alene, hvis du føler, at det er flovt og skamfuldt at have OCD. Mange forsøger at skjule sygdommen for deres familie og venner.

Du kan synes, det er pinligt, når du udfører dine tvangshandlinger og godt ved, at de negative tanker er overdrevne og ude af trit med virkeligheden.

Det kan være meget invaliderende at have OCD, og det kan fx tage mange timer at komme afsted på arbejde eller til et socialt arrangement. Måske kræver et toiletbesøg en hel rulle papir, og også dét kan føles flovt. Derfor kan næste skridt være, at du isolerer dig socialt.

Det bedste, du kan gøre, er at være åben omkring din OCD overfor dine nærmeste venner og familie, så de ved, hvad du kæmper med, og du kan få deres støtte.

Husk, at sygdommen ikke er din skyld og heller ikke ualmindelig. Mellem to og tre procent af befolkningen har OCD. Det svarer til mellem 120.000 og 180.000 danskere.

Har man OCD​ hele li​​vet?

Mange mennesker med milde tvangstanker og -handlinger lever et godt liv uden nogensinde at komme i behandling.

Nogle har milde symptomer i korte perioder, mens andre kan opleve dem som stærkt invaliderende – måske i flere år eller hele livet.

Så hvis dine symptomer begynder at begrænse dit liv, bør du søge hjælp. Fx hvis du kun lige kan klare at passe dit arbejde eller studier, men ikke ser venner mere, fordi det er for udmattende.

Det er vigtigt, at du ikke venter for længe med at søge hjælp, da det er nemmere at behandle OCD, når sygdommen opdages tidligt.

Sygdommens varighed kan også afhænge af, hvor mange og hvor svære symptomer du har, og hvordan du reagerer på behandlingen og selv arbejder med den.

Video: Livet ​​med OCD

​Pri​​n​​t ​​​​​​​​s​​​​​​elv

Her finder du en printvenlig versio​n af oven​stående information om OCD.​

Redaktør