Forskellige former for terapi
Der
bruges forskellige former for effektiv terapi med dokumenteret effekt, hvor du arbejder
med strategierne fra terapien mellem sessionerne. Det er fx:
Derudover indgår undervisning i din sygdom og din personlige helingsproces (recovery) i dit forløb.
Kognitiv adfærdsterapi
Kognitiv adfærdsterapi hjælper dig til at forstå og ændre de tanker, som ligger bag ved angsten, for at kunne reagere og handle på en mere hensigtsmæssig måde ved angst.
Metakognitiv terapi
I metakognitiv terapi er fokus på at mindske din overtænkning med bekymringer og grublerier samt en tendens til at fokusere opmærksomheden på trusler og farer. Du arbejder også med at finde nye måder at forholde dig til dine tanker og styre, hvor meget opmærksomhed du vil give de tanker og følelser, der plager dig.
ACT (Acceptance and Commitment Therapy)
I ACT er fokus på dine værdier og at leve et liv i tråd med disse værdier. Der arbejdes med forholdet til tanker og ændring af adfærd i retning mod at leve et værdifuldt liv.
Terapi kan være krævende
Behandling med terapi kan være krævende, fordi du i høj grad skal 'gøre arbejdet selv' og øve dig i at gøre de ting, du er bange for. Derfor kan det i starten også føles som om, du får det værre, fordi du konfronteres med alt det, som aktiverer din angst.
Læs mere om de forskellige terapiformer
Undervisning i psykisk sygdom (psykoedukation)
At forstå din sygdom gør dig mere opmærksom på dine symptomer og sygdomsmønstre. Når du får indsigt i, hvad der har været med til at udløse din angstlidelse, vil du få lettere ved at genkende symptomerne og mestre dem, hvis de opstår igen. Derfor undervises både du og dine pårørende i psykoedukation.
Læs mere om psykoedukation
Recovery i fokus
Grundtanken i behandlingen i psykiatrien er, at alle mennesker har mulighed for at komme sig, udvikle sig og leve et meningsfuldt liv – trods udfordringer med at have en psykisk sygdom. Det kaldes også for recovery. Recovery er en personlig proces, hvor du arbejder hen imod at opnå en tilfredsstillende tilværelse med eller uden symptomer på psykisk sygdom.
Nøglepunkter i recovery-processen kan være:
- Selvbestemmelse
- Håb og optimisme
- Helhedsorienteret tilgang
- Støtte fra fagfolk og netværk
- Selvindsigt
Tal med en recovery-mentor
Det er alle fagfolk i psykiatrien, der bidrager til denne proces. Centralt står en recovery-mentor, der selv har erfaringer med psykisk sygdom og er nået dertil, hvor de er i stand til at bruge deres erfaringer som reelle kompetencer, der kan hjælpe andre videre. Du har mulighed for at tale med recovery-mentor på de fleste afsnit m.m. Tal med din kontaktperson om mulighederne.
Læs mere om recovery-mentoren
Derudover har Skolen for Recovery i Region Hovedstaden en lang række kurser til nuværende eller tidligere patienter i psykiatrien og pårørende.
Læs mere om Skolen for Recovery