Gode behandlingsmuligheder
Der er gode behandlingsmuligheder for bipolar lidelse. Medicin kan reducere 50 % af nye episoder. Kombineret med terapi kan nye episoder reduceres med yderligere 25 %. Det vil sige cirka hver fjerde bliver helt episodefri.
Så med den rette behandling får de fleste et godt liv og lærer at indrette sig med en livsstil, der tager hensyn til de udfordringer, sygdommen kan give. Det allervigtigste, når du har bipolar lidelse, er at erkende, at du er syg, og at du kender dine symptomer, så du kan handle på dem, hvis de tager overhånd.
Indlæggelse i psykiatrien
Du kan altid blive indlagt på et døgnafsnit, hvis din tilstand kræver det. 15-30 % har hyppige sygdomsepisoder og kan have behov for indlæggelse. Det kan fx ske via en psykiatrisk akutmodtagelse, din egen læge eller privatpraktiserende psykiater eller et andet sted i psykiatrien
Henvisning til ambulant behandling i psykiatrien
For at blive undersøgt og behandlet ambulant (hvor du ikke er indlagt) for bipolar lidelse i psykiatrien, skal din egen læge, en privatpraktiserende psykiater eller et behandlingssted i psykiatrien sende en henvisning til Center for Visitation og Diagnostik – også kaldet CVD.
Læs mere om CVD
Hvis CVD finder mistanke om, at du har en bipolar lidelse, vil du blive henvist til et ambulant undersøgelses- og behandlingsforløb.
To ambulante behandlingstilbud for bipolar lidelse (hvor du ikke er indlagt)