​Igennem ti år var det som om, at livet mest af alt bare kørte i ring for mig, uden at jeg egentlig var bevidst om, at det var sådan. Mit liv var i lange perioder det rene kaos, hvor jeg følte, at alt var så meget i stykker, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at livet skulle fortsætte.

Overalt følte jeg mig mødt som denne personlighedsforstyrrede alkoholiker. Hvor alkoholen sås som roden til alt ondt – fx mine svære depressioner og den terroriserende angst, jeg led af. Uundgåeligt var jeg til sidst overbevist om, at jeg var så syg, at jeg ikke kunne reddes.

Indlæggelser som en slags genstartsknap

I de år røg jeg ind og ud af de forskellige psykiatriske afsnit – de steder hvor dørene er låste, og hvor andre beslutter, hvornår du kan komme ud igen. Her boede jeg – altid i korte perioder af mit liv – når livet var for meget at kapere, og mit hoved ikke kunne holde til mere.

Jeg blev medicineret og fik en hverdag op at stå. Så snart jeg følte, at jeg kunne trække vejret og stå på mine ben igen, blev jeg sendt ud igen til mit kaotiske virvar af et liv, som jeg ikke var i stand til at håndtere. Derfor var det altid kun et spørgsmål om tid, før jeg var så ilde tilredt igen, at jeg skulle ind på ny.

Indlæggelserne igennem de første mange år var mest af alt for mig en slags 'genstartsknap'. Her blev jeg revet ud af den hårde virkelighed, jeg befandt mig i og fik muligheden for at sunde mig og få mit hoved genstartet på ny. I alle de år var det hovedsageligt de professionelles hjælp, der gjorde, at jeg kom op på benene igen.

Ung mand i den dybeste krise

Dengang var jeg et menneske, som manglede naturlige sociale evner, og den eneste måde jeg kendte til at fremprovokere de evner, var ved at drikke mig fra sans og samling. Når jeg havde gjort det længe nok, bankede livet mig ned i tunge depressioner, som sugede al livskraft ud af mig og forstærkede ensomheden ved at fjerne min evne til at føle nogen som helst forbindelse til andre mennesker. Når først jeg var dér, var det eneste, som afbrød den mørke himmel i mit sind, de her massive lyn af terroriserende angst, som var uforudsigelige og virkede til at have deres eget liv.

Jeg var en ung mand i den allerdybeste eksistentielle krise. Jeg var i et forhold, hvor jeg febrilsk jagtede drømmen om et leverpostejsliv samtidig med, at jeg var styret af et enormt had til mig selv, der overbeviste mig om, at jeg ikke fortjente denne form for liv. Bare tanken om at opnå denne drøm en dag gjorde mig konstant angst. Alt jeg kendte til var krig, kaos og smerte i livet. Hvor absurd det end lyder, havde dette udviklet sig til mit "normale" – og stedet, der fungerede som min trygge havn.

Det tog mig utallige år, før det var, at jeg knækkede koden og fandt ud af, hvordan jeg rent faktisk kunne bruge de her pauser fra livet – indlæggelserne – til at begynde at forandre mig selv og mit liv.

Til at starte med er der oftest altid en akut fase, som der skal tages hånd om. Det tager også tid at vænne sig til at være på sådan en afdeling. Tid tager det også, før man mærker medicinen virke, og oftest kan man have brug for særligt meget hvile i begyndelsen – fordi hele ens system har været så massivt overbelastet.

Men der kommer et punkt, hvor du bevæger dig fra den her akutte del til et sted, hvor du trods alt har lidt mere ro, energi og overskud, som tiden går. Det, der gjorde udslaget for mig, var, at jeg selv begyndte at arbejde meget mere med mig selv. Jeg husker et skelsættende øjeblik under en af indlæggelserne, alt for sent henne i mit eget forløb, hvor jeg fik erkendelsen af:

Hele livet har jeg vandret i krig, kaos og smerte. Hvis først det er ude af mit liv, eller hvis det en dag ikke dominerer mit liv som nu – hvad er der så egentligt tilbage?

Jeg husker tydeligt den her følelse af absolut tomhed. Jeg havde ingen svar. Men det betød, at det var noget, som jeg var nødt til at tage ud på en opdagelsesrejse i – nogle svar jeg var nødt til at finde.

Jeg fandt blandt andet ud af, at hele mit liv har været et uendeligt langt forsøg på at leve livet på andres præmisser i håb om at passe ind. Den eneste effekt af det har været, at jeg har været nødt til at drikke mig halvt ihjel for at udholde det. Hvis det nu ikke længere var en mulighed, hvis jeg startede med at sige fuck alle andre og tog et hudløst ærligt blik indad – hvad var det så egentligt, jeg selv ønskede? Hvad var det i mit liv, der gav mening for mig?

Hvad er det for et liv, du ønsker?

Prøv engang selv at gribe to stykker papir og en pen.

Det ene stykke dedikerer du udelukkende til, hvad det er, der i virkeligheden giver mening for dig selv, og hvis muligt hvor du gerne vil hen i livet en dag.

Det andet stykke papir kræver, at du tager et hudløst ærligt blik ind mod dig selv og det liv, som der nu engang omgiver dig. Skriv ned, hvad det er for udfordringer, du står over for, som forhindrer dig i at nå det meningsfulde liv på det første papir? Er det økonomien, der sejler? Er der rod i boligsituationen? Angsten for rent faktisk at have det godt? Er det din afhængighed, der umuliggør det? Eller er det psyken, der er for svær at kapere? Giv dig selv lov til at skrive på livet løs.

Når livet er allermest kaotisk, er alting bare rodet sammen. At lave sådan en liste, kan, uanset hvad, være med til, at du kan få skabt en form for overblik, og en liste over ting som du gerne vil arbejde videre med, mens du er i behandling.

Grunden til, at det her er godt at gøre under en indlæggelse, handler om, at du er et sted, hvor du er "beskyttet" fra din barske virkelighed en stund, samtidig med at du er omgivet af mennesker, der gerne vil hjælpe dig og har mulighed for at hjælpe dig på flere måder, end du tror.

Der er mere hjælp, end du tror

De professionelle omkring dig kan faktisk hjælpe dig på flere måder. Men det kræver til gengæld, at du er villig til at give noget af det sværeste tilbage – nemlig din tillid ved, at du er ærlig omkring, hvordan du har det, og hvad det er, som du kæmper med.

Mange mennesker har faktisk for vane at pakke svære emner pænt ind, fordi de frygter, hvad andre vil tænke om dem. Hvis mit eget liv har lært mig noget, så er det, at du når så meget længere, når først du begynder at lægge "svesken på disken".

Men vigtigst af alt! En ting er, hvad de professionelle omkring dig kan hjælpe dig med. Det vigtigste i min optik er at spørge dig selv:

"Hvad kan jeg selv aktivt arbejde videre med, mens jeg alligevel er indlagt her?!"

Ved at gøre det, er du, uanset hvad, bedre stillet den dag, hvor du skal ud til hverdagen igen, end du var før indlæggelsen.​