Behandling med ECT er en sikker og veldefineret behandlingsform, der foregår på præcis samme måde, uanset hvor man bliver behandlet i Danmark.
ECT er en sikker behandling, der i sidste ende kan redde liv, hvis man har en svær depression og derfor selvmordstanker, og medicin og/eller psykoterapi ikke har hjulpet.
ECT er desuden en velafprøvet behandlingsform, da op imod 2.000 patienter årligt får ECT-behandling i Danmark. Dette er på niveau med de andre nordiske lande. Det betyder, at der er stor faglig viden om og erfaring med brug af behandlingen.
For at sikre at du ikke slår dig under krampeanfaldet, får du på forhånd muskeldæmpende medicin, der er med til at dæmpe krampeanfaldet. Derved bruger musklerne ikke ret meget ilt. Desuden sikrer personalet, at du lige op til behandlingen har indåndet ren ilt, så kroppen har nok ilt at bruge af under behandlingen.
Der er lavet mange undersøgelser, hvor man har skannet personers hjerner før og efter, de har fået ECT-behandling. Her har man ikke kunnet påvise nogen skadelig virkning på hjernen.
Studier af mennesker, som har fået mange ECT-behandlinger, før de er døde af alderdom, har ikke vist andre forandringer i hjernen end dem, man kan forvente af disse menneskers alder.
Endelig har man målt på bestemte stoffer, som frigives til blodet, når nerveceller dør. Man har ikke kunnet påvise en stigning i disse stoffer efter en serie af ECT.
Men som ved alle behandlingsformer er der bivirkninger og ulemper, som er vigtige at gennemgå sammen med din behandler løbende, så de står mål med effekten af behandlingen.