Hvad er antipsykotisk medicin?
Antipsykotisk medicin, som også kaldes neuroleptika, er en type medicin, der primært bruges til behandling af psykotiske lidelser som skizofreni, bipolar lidelse og svære former for depression.
Virkningen af antipsykotisk medicin er kompleks og varierer afhængigt af det enkelte lægemiddel.
Generelt virker de ved at regulere aktiviteten af dopamin i hjernen, fordi for meget dopamin kan udløse eller forværre psykosesymptomer.
Vi har i hjernen tre vigtige områder, hvorfra der frigives dopamin:
Belønningscenteret, hvor der dannes og frigives dopamin, som fører til belønning i form af psykisk ro og velvære.
Frontallapperne som er sæde for vores følelsesliv. Dopamin indgår i processer med at træffe beslutninger og reagere på følelser.
Substantia nigra (den sorte substans) og motoriske dele af krybdyrhjernen er med til at koordinere vores bevægelser.
Antipsykotisk medicin hæmmer dopamin
Da for meget dopamin kan udløse eller forværre psykosesymptomer, har det meste antipsykotiske medicin netop haft til formål at blokere aktiviteten af dopamin. Ved at blokere aktiviteten af dopamin i belønningscentret kan man fx reducere forfølgelsesforestillinger og hallucinationer. Samtidig blokerer de fleste antipsykotika dopamins virkning i frontallapperne, og dermed kan du som bivirkning opleve en form for følelsesfattighed og tanketomhed.
Når belønningscentret blokeres, kan det hos nogle også medføre vægtøgning, fordi der sker en reduktion i din oplevelse af mæthed. Der er dog flere faktorer, som indvirker på oplevelsen af mæthed. Derfor er det ikke alle psykotiske patienter, der tager på i vægt, når de er i behandling med antipsykotisk medicin.
Når den antipsykotiske medicin blokerer virkningen af dopamin i den motoriske del af krybdyrhjernen, fører det som bivirkning også til en dårlig koordination af bevægelser, der opleves som stivhed, langsomme bevægelser eller rystelser.
Hvornår bruges antipsykotisk medicin?
Antipsykotisk medicin bruges ved behandling af:
Skizofreni
Antipsykotisk medicin er ofte den primære behandling af skizofreni. Den hjælper med at lindre symptomer som hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser.
Bipolar lidelse
Antipsykotiske lægemidler kan bruges som en del af behandlingen for bipolar lidelse. De kan hjælpe med at reducere alvorligheden og hyppigheden af maniske episoder og forebygge tilbagefald.
Svære former for depression
Nogle antipsykotiske lægemidler kan anvendes som en del af behandlingen af svære former for depression, hvor antidepressiv medicin ikke har den ønskede effekt. De kan forbedre humør, energiniveau og motivation.
Andre tilstande såsom tvangslidelser, posttraumatisk stresslidelse (PTSD) og demens