MBT er en åben, nysgerrig og ikke-vidende terapiform, hvor svarene ikke er givet på forhånd.
Hele målet med terapien er, at du bliver nysgerrig og går på opdagelse i dig selv – hvorfor reagerer du, som du gør i svære situationer? Fx i situationer, hvor du får trang til selvskade: Hvad går der igennem dit hoved? Hvordan har du det, når du får trangen? Hvad er det, der er svært?
Målet er at hjælpe dig til at mentalisere både ift. dig selv og i dine relationer – altså blive bedre til at forstå og gennemskue dine egne og andres tanker, følelser, behov og antagelser – og hvordan de hænger sammen med dine og andres handlinger.
Du kender måske udtrykket "at se sig selv udefra". Det kan være rigtig svært, hvis man selv er fyldt op af følelser og er presset eller ked af det. Hvis man har svært ved mentalisering, kan man også komme til at overse eller ikke opfange andres signaler, og der kan opstå misforståelser.
Terapien kan hjælpe dig med at træne din evne til at mentalisere og forstå, hvad der lå bag den eventuelle misforståelse.
Eksempel på mentalisering
Et eksempel på, hvad mentalisering kan være, er, at du ser din kæreste gabe, mens I sidder og spiser aftensmad. Det får dig til at stoppe og tænke over, hvorfor hun gaber – keder hun sig? Eller har hun brug for at hvile sig?
Med udgangspunkt i dine overvejelser kan I tale sammen om, hvad din kæreste har brug for, hvordan hun har det, og hvad du selv føler og mærker i kroppen.
Når man har svært ved at mentalisere, kalder man det i fagsprog 'mentaliseringssvigt'. I situationen ovenfor kunne et mentaliseringssvigt være, at du føler dig 100 procent sikker på, at din kæreste gaber, fordi hun ikke gider at være sammen med dig, og der er ikke andre perspektiver end dette for dig. Her mister du nysgerrigheden og den ikke-vidende holdning, måske fordi følelserne tager over. I MBT ville man arbejde med at undersøge de tanker og følelser, der kan opstå i sådanne situationer, særligt når følelserne kommer til at blive meget stærke – eller måske helt undlader at indtræffe.
Hvad består et forløb af?
MBT foregår ofte i længere forløb på omkring et års varighed, men der findes også kortere forløb på omkring et halvt år.
MBT består altid af fire dele:
Psykoedukation, som er undervisning om mentalisering, og hvad det betyder, når evnen til at mentalisere svigter.
Læs mere om psykoedukation
Terapi i gruppe. Her er der typisk syv til ni personer i gruppen og to terapeuter, men variationer kan forekomme.
Individuel terapi, hvor du taler alene med en terapeut.
Case-formulering: I starten af forløbet laver I sammen et fælles dokument med kernepunkter for behandlingsforløbet, som bliver justeret løbende.
Se video på Youtube fra Center for Mentalisering, der forklarer, hvad mentalisering er (åbner i YouTube)
LYT: Podcast med psykolog, ph.d. Sophie Juul, Psykoterapeutisk Center Stolpegård om forskning i effekten af mentaliseringsbaseret terapi