Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Sådan foregår behandlingen i APU

​Alle forløb tilrettelægges efter hvilke problemer og udfordringer, du gerne vil have løst. Størstedelen af behandlingen foregår i særlige former for gruppeterapi, der viser rigtig fine behandlingsresultater.​

Individuel behandlingsplan med fokus på et godt og meningsfuldt hverdagsliv

Sammen med personalet lægger du en skræddersyet behandlingsplan, der foregår i forskellige psykoterapeutiske grupper. Størstedelen af behandlingen foregår i disse grupper, men der er også mulighed for, at du kan have individuelle samtaler.

Behandlingen bygger særligt på kognitiv adfærdsterapi, der tager afsæt i at forstå og bearbejde din måde at tænke og handle på. Derudover vil et forløb i APU indeholde mindst tre netværksmøder, lægesamtaler, pårørendesamtaler og en grundig afsluttende samtale om dit videre forløb.

I APU og rusmiddelcentrene lægger vi desuden stor vægt på recovery – hvilket vil sige håbet og mulighederne for at komme sig og få et godt og meningsfuldt hverdagsliv.

Sideløbende med forløbet på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte følger du din behandling i dit kommunale rusmiddelcenter. Gennem hele forløbet vil du have din egen tovholder fra APU, ligesom du har en tovholder i dit Rusmiddelcenter. Disse to tovholdere vil arbejde tæt sammen om dit forløb.​

Arbejder i psykoterapeutiske g​rupper

I APU er behandlingen centreret om en række psykiaterapeutiske grupper. Det kan fx være:​

​Det Motiverende Interview (MI)

​​​Det Motiverende Interview (MI) er en særlig metode til at øge din tiltro og motivation til at håndtere og ændre på problemadfærd i dit liv. Kernen i den motiverende samtale er, at motivation til ændring skal komme fra dig selv – med støtte fra terapeuten –​ og ikke fra terapeuten eller dine omgivelser.

Færdighedstræning inspireret af dialektisk adfærdsterapi

Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) er en behandlingsform udviklet til mennesker med stærke ustabile følelser, der medfører selvdestruktiv eller selvmordstruende adfærd. I DAT-gruppen er der bl.a. fokus på, at du lærer nye færdigheder til at håndtere følelser på en effektiv måde. Der er fokus på, at du opnår en balance mellem forandring og accept af vanskeligheder og svære følelser – både dine egne og andres.

Ruminationsfokuseret Kognitiv A​dfærdsterapi

Rumination er en samlet betegnelse for, når du grubler og har negative tanker, som kører i ring, uden du kan afbryde det. I gruppen for Ruminationsfokuseret Kognitiv Adfærdsterapi (RFKAT) arbejder du med at håndtere og afbryde negative tankemønstre gennem forskellige forestillings-, visualiserings- og medfølelsesbaserede teknikker. Metoden er særligt målrettet depression og tendens til vedvarende grublerier.​

Kropsgruppe

I kropsgruppen arbejdes der med forskellige bevægelsesformer og teknikker, hvor samarbejdet med kroppen er i centrum. Det er intentionen, at du kan bruge din fordybelse i kroppen i den øvrige terapi og i livet generelt.

I kropsgruppen er der hovedsageligt fokus på bevægelsesdelen, men der vil også være plads til samtalerunder, hvor vi undersøger mulige sammenhænge mellem kropslige oplevelser, tanker og følelser.

Et af hovedformålene vil være at vedligeholde og skærpe din mentale og fysiske sundhed ved at bruge elementer fra forskellige kropsorienterede retninger. Fx Basic Body Awareness Therapy, yoga og mindfulness.

Recovery-gruppe

Recovery-gruppen ledes af en recovery-mentor, som selv har levede erfaringer med psykisk sygdom og afhængighed af et rusmiddel, samt en sundhedsfaglig person. Recovery betyder ’at komme sig’, og gruppen er baseret på principperne for støtte fra ligesindede (også kaldet peer-støtte). 

Vejen til recovery er forskellig fra person til person. Formålet med gruppen er at støtte og fremme recovery-processen hos deltagerne i gruppen.

Recovery-mentoren tager udgangspunkt i egne erfaringer med at komme sig og genskabe hverdagen efter en psykisk sygdom og en afhængighed af et rusmiddel. Recovery-mentoren er en rollemodel, som skaber håb og viser vejen ved at dele sin viden om gode mestringsstrategier i hverdagen og hjælper til at sætte realistiske mål.

Det centrale tema i gruppen er, at det er muligt at få et godt liv og finde ny mening i tilværelsen på trods af psykisk sygdom og afhængighed af et rusmiddel​. Recovery-gruppen er et supplement til de øvrige behandlingstilbud.

Gåturs-gruppe

En gåturs-gruppe er et tilbud om at komme ud at røre s​ig sammen med andre mennesker i naturen. Gruppen ledes af en recovery-mentor og finder sted hver torsdag formiddag, hvor der vandres i Stolpegårds omgivelser.​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden