Hvad betyder ambulant?
Ambulant behandling i psykiatrien fokuserer på at styrke dine egne ressourcer og evner til at håndtere din psykiske sygdom. Det sker ved, at du modtager forskellige former for terapeutisk og eventuel medicinsk behandling.
Målet er, at du:
oplever, at symptomerne på din psykiske sygdom mindskes eller forsvinder.
lærer din sygdom bedre at kende.
udvikler nye handlemønstre og måder at løse dine udfordringer på.
udvikler dine egne ressourcer og selvstændighed.
Fordelene ved ambulant behandling er, at du:
har regelmæssig og løbende kontakt med personalet.
sammen med dine behandlere kan justere din behandlingsplan efter dine symptomer og dit behov.
kan forblive i dit normale daglige miljø og fortsætte med dine dagligdagsaktiviteter (arbejde, skole og familieliv).
kan afprøve ny viden, adfærdsændring og coping-strategier i det virkelige liv.
Selvom ambulant behandling kan være effektiv for mange mennesker med psykiske lidelser, kan indlæggelse på et hospital være nødvendigt i mere alvorlige tilfælde, hvis du har behov for overvågning, behandling og pleje døgnet rundt.