Hvad er seksualitet?
Seksualitet er en vigtig del af hverdagen og velværet for mange mennesker. Seksualitet er meget individuelt og dækker over mange forskellige ting alt efter din alder, din livssituation og din psykiske tilstand. Derudover er seksualiteten påvirket af flere ting, herunder biologi, samt sociale og kulturelle normer i samfundet.
Seksualitet og identitet
Seksualitet handler ikke kun om det funktionsmæssige og kropslige, fx sex og samleje, selvom mange forbinder seksualitet med det. Seksualitet er et bredere begreb, som også dækker over intimitet, berøring, sansning, romantik, flirt og erotik. Om at vise kærlighed, følelser og stresse af.
Seksualitet kan også handle om seksuel orientering og din kønsopfattelse. Hvem er du seksuelt tiltrukket af, og hvilket køn opfatter du dig selv som? Ser du dig selv som et seksuelt væsen, eller er der perioder, hvor du føler dig aseksuel?