Hvad sker der, når jeg ankommer?
Når du ankommer, skal du henvende dig i receptionen og fortælle, at du er ankommet. I visse tidsrum er døren til akutmodtagelsen låst og du skal derfor bruge en ringeklokke, hvorefter personalet vil komme og åbne for dig. Personalet i receptionen er helt overvejende erfarne psykiatriske sygeplejersker. De vurderer i første omgang, hvad du behøver, og herefter tager du plads i venterummet.
Nogle steder findes flere former for venterum, hvor der fx kan være en beroligende 'kuglestol' at finde ro i. Ventetiden er meget forskellig, men behøver ikke at være lang. Der findes også en anden indgang for de borgere, der kommer med politi og ambulance.
Der er ofte flere venteområder, og du må gerne gå udenfor. Er du utryg, så sig det til personalet.
Hvor registreres mit besøg?
Dit besøg vil fremgå som et journalnotat og et besøgssammendrag i Min Sundhedsplatform, og det vil også blive sendt til din egen læge, hvis du har givet samtykke til det.
Hvad skal jeg tage med?
Det er en god idé at medbringe noget, som du kan fordrive ventetiden med i akutmodtagelsen. Tag også gerne din medicin med, så personalet er helt sikre på, hvilken medicin du tager. Skiftetøj kan også være rart at have med, hvis du skal indlægges. Og husk – du kan altid tage en pårørende med.
LYT: Podcast om akutmodtagelsen