Hvad er Center for Visitation og Diagnostik (CVD)?
CVD har den opgave at sikre lige adgang for patienter til psykiatrisk undersøgelse og behandling. Det sker ved, at alle henvisninger til ambulant undersøgelse og behandling er samlet ét og samme sted, nemlig i CVD.
Her sidder speciallæger, specialpsykologer og specialsygeplejersker og behandler ca. 120 daglige henvisninger med det formål, at afgøre om du skal have hjælp i psykiatrien, og i så fald sørge for, at du får tilbudt det rigtige udrednings- og behandlingsforløb.
Hvem kan henvise til CVD?
Det er overvejende praktiserende læger, der henviser til CVD. Men også privatpraktiserende psykiatere, andre hospitaler eller kommunalt ansatte læger henviser til CVD. Da det kræver en henvisning, kan du ikke selv henvende dig til CVD. I henvisningen beskrives blandt andet dine symptomer, hvordan dit funktionsniveau er, om du tidligere har været i behandling i enten psykiatrien, hos privatpraktiserende psykiater eller -psykolog. Yderligere om du har andre sygdomme, om du har en afhængighed, om du er motiveret for behandling, samt hvilken eller hvilke foreløbige diagnoser henviser, vurderer du har. Det er vigtigt, at henvisningen er fyldestgørende, så CVD får informationer nok til at tage stilling til dit videre forløb. Hvis ikke det sker, må henvisningen tilbage til din egen læge med henblik på yderligere oplysninger.