Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Hvad kan psykiatrien hjælpe dig med?

​Vores opfattelse af lidelse er både kulturelt og historisk forankret, og nogle former for psykisk lidelse skal ikke behandles i psykiatrien. Her kan du blive klogere på begrebet sindslidelse, der også kan kaldes for en psykisk lidelse eller en psykisk sygdom.

​Livskriser er en uundgåelig del af at være menneske

Vi lever i et samfund, hvor mange lidelser, psykisk som fysisk, kan behandles. Som menneske håber vi, at vi kan finde en årsag eller forklaring, så vi kan få en lidelse til at gå væk hos os selv eller dem, vi holder af.

Derfor er det også naturligt at lede efter en diagnose med en "officiel" forklaring på, hvorfor vi lider – og hvordan det kan behandles.

Lidelse er en uundgåelig del af det at være menneske på tværs af alle kulturer. Nogle gange går lidelsen væk af sig selv – uanset om vi finder en forklaring eller får en diagnose. Andre gange bliver vi nødt til at møde lidelsen, undersøge den og gøre noget ved den. For hvis vi forholder os passive, kan det blive svært at tackle den modstand, vi reelt møder.

Belastningsreaktioner behandles​ sjældent i psykiatrien

Der er med andre ord rigtig meget lidelse, der ikke er knyttet til psykiatriske diagnoser, og som psykiatrien ikke kan hjælpe os med. Det er fx de almindelige belastningsreaktioner i forbindelse med:

  • Sorg
  • Livskriser
  • Stress
  • Graviditet og fødsel
  • Overgangen til at blive voksen
  • Sygdom eller ensomhed. 

Det er alle tilstande, der kan være forbundet med lidelse, der på godt og ondt hører til det at være menneske, og som hverken kan eller skal behandles i psykiatrien, men løses og heles af én selv, sammen med sit netværk eller med hjælp fra de mange rådgivnings- og behandlingstilbud uden for psykiatrien.​

Læs mere om tilbuddene​

Hvad skal psykiatrien​ så bruges til?

Man kan kort fortalt sige, at hvis psykisk lidelse og uhensigtsmæssig adfærd medfører, at dit liv og din hverdag ikke fungerer, og du har symptomer svarende til en egentlig diagnose, så kan psykiatrien være til hjælp.

Nogle gange kan en belastningsreaktion også blive så voldsom eller langvarig, at du har brug for professionel behandling og pleje i psykiatrien. Fx hvis reaktionen udvikler sig til en angstlidelse eller en depression, og tager så meget plads i dit liv, at du ikke længere kan klare din dagligdag eller leve dit liv, som du ønsker det.

På det tidspunkt kan hovedproblemet være, at reaktionen ligesom har 'sat sig', og at du har brug for hjælp til at komme videre. Her kan et psykiatrisk behandlingstilbud være en vej til at komme tilbage til et meningsfyldt liv.

Behandling er forankret i diagnoser

Det gælder også for en række andre tilstande, som psykiatrien behandler. Vi kalder det at være sindslidende, at have en psykisk lidelse eller en psykisk sygdom. Alle diagnoserne findes i psykiaterens vigtigste værktøj, nemlig bogen om WHO's diagnosesystem. Det hedder ICD-10 og har til formål at diagnosticere psykiatriske diagnoser, som omfatter psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.

Der findes ikke mindre end ca. 450 psykiatriske diagnoser, underdiagnoser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Det er dog ikke dem alle, der kan eller skal behandles i psykiatrien. 

Find oversigt over hvilke diagnoser, der behandles i Region Hovedstadens Psykiatri

Læs mere om, hvad man bruger diagnoser til

Målet er et meningsfuldt og tilfredsstillende hverdagsliv

Psykiatriens vigtigste formål er derfor at finde ud af, hvad du fejler, og hvilke symptomer og problemer, der skal tages hån​d om, så du med behandling, nye strategier, ny viden og indsigt i dig selv kan vende tilbage til et meningsfuldt og tilfredsstillende hverdagsliv.​​​​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden