KAG Selvskade og Team for Selvskade, Region Hovedstaden
Klinisk Akademisk Gruppe (KAG) Selvskade har som mål at forbedre behandlingen for patienter med selvskadende adfærd ved at sikre evidensbaserede behandlingstilbud, uddannelse og kompetenceudvikling samt øget fokus på forskning på området. KAG Selvskade har det øverste faglige ansvar for selvskadeområdet på tværs af alle aldersgrupper og på tværs af psykiatrien og somatikken i Region Hovedstaden.
Team for selvskade er et specialiseret klinisk team med tilknyttede forskere, og dækker hele Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstadens. Team for selvskade samarbejder tæt med 9 ambulatorier og 8 døgnafsnit. Team for selvskade har først og fremmest til formål at behandle selvskadende børn og unge med evidensbaseret behandling, samt opkvalificere personalet i BUC, så der opnås et større vidensniveau om selvskade og større tryghed i mødet med patienter som skader sig selv.
Læs mere på KAG Selvskades hjemmeside her.
Somenta
I mere end 20 år har Somenta arbejdet for at forebygge selvskade og spiseforstyrrelser og forbedre vilkårene for de ramte og deres pårørende. Somenta dækker hele landet med rådgivninger i både København, Aarhus, Odense og Aalborg, og har desuden en række digitale tilbud.
Hvert år rådgiver og støtter foreningen op mod 5.000 mennesker, der har brug for hjælp til at håndtere selvskade eller spiseforstyrrelser, og tilbyder blandt andet samtaleforløb og gruppeforløb for unge, der skader sig selv. I foreningen forebygges selvskade og spiseforstyrrelser gennem samtaler med skolebørn, lærere og forældre om sunde kropsidealer samt uddannelse af fagpersoner som lærere, pædagoger og sundhedsplejersker i at spotte og håndtere selvskade og spiseforstyrrelser hos børn og unge.
I medierne og overfor politikere giver Somenta de ramte en stemme, ligesom de dokumenterer udfordringer og peger på politiske og praktiske løsninger, der vil forbedre den hjælp, mennesker med selvskade eller spiseforstyrrelser tilbydes i det offentlige.
Læs mere på spiseforstyrrelse.dk
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Region Midtjylland
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA) hjælper børn og unge i alderen 0 til 18 år med svære psykiske problemer. Tilbuddet ligger i Gødstrup, Skejby og Viborg.
Gennem de sidste 4 år har der både ambulant og i sengeafsnittene været fokus på unge med svær selvskade og særligt den gruppe, hvor symptomet er en del af en personlighedsforstyrrelse.
Det har betydet, at der ambulant i Team for Ungdomspsykiatri 2 er oprettet et ambulant udrednings- og behandlingsti lbud til unge med moderat til svær personlighedsforstyrrelse. Formålet hermed er at hjælpe den unge og familierne inden symptomerne eskalerede yderligere og bidrage til øget trivsel.
Der har bredt i ungdomspsykiatrien været fokus på opkvalificering af personale i selvskade og forståelse heraf, sådan at der er opmærksomhed på dette både i udredning og behandling. I sengeafsnit 2 for unge Skejby og Sengeafsnit 4 for unge Gødstrup arbejdes der målrettet arbejdet med støtte og mestringsstrategier til selvskade. Der er i sengeafsnittet udarbejdet en fælles instruks for at skabe en fælles forståelse og ensartet tilgang til selvskade med det formål at bidrage til at forbedre kvaliteten af behandlingen, nedbringe anvendelsen af tvangsforanstaltninger samt forebygge selvskade.