Behandling i et F-ACT-team
F-ACT står for Flexible Assertive Community Treatment, hvilket betyder fleksibel udgående og opsøgende behandling i dit nærmiljø.
F-ACT-team tilbyder intensiv, ambulant behandling til mennesker med alvorlig psykisk sygdom. Behandlingen er kendetegnet ved:
At der er mulighed for at intensivere og øge kontakten, når du har brug for det.
At behandlingen kan foregå i ambulatoriet, virtuelt, i gruppe eller hjemme hos dig eller ude i dit nærmiljø.
At du får tilknyttet en fast læge og en fast kontaktperson.
Teamet er tværfagligt sammensat og kan bestå af en psykiater, sygeplejerske, ergoterapeut, socialrådgiver, psykolog og recoverymentor.
Afhængig af din diagnose vil dit forløb i et F-ACT-team variere. De fleste forløb for patienter med ikke-psykotiske lidelser og komplikationer vil vare i 6 måneder. Hvis du har en psykoselidelse eller bipolar affektiv sindslidelse kan dit forløb være længere. Det handler om, at du får så meget stabilitet i dit liv igen, at du kan klare dig uden hjælp fra psykiatrien.
Udbredt behandlingsmodel
Der findes over 40 ambulante F-ACT-teams i Region Hovedstaden. Også regionens botilbudsteams og ambulante ældrepsykiatriske teams bruger elementer fra F-ACT-modellen.
Kriterierne for at få behandling i et F-ACT-team
Hvis du har et tilbagefald eller et længerevarende sygdomsforløb på grund af din psykiske sygdom, kan du blive henvist til ambulant behandling i et F-ACT-team.
Det kan være, at du for en tid har svært ved at opretholde en normal hverdag og alt det, der omkranser det at være menneske. Det kan være at:
Fastholde dit arbejde eller passe dit studie
Fastholde en god døgnrytme
Få gjort rent, lave mad, at komme i bad og få vasket tøj
Håndtere en afhængighed eller et skadeligt forbrug af rusmidler
Holde kontakten til andre mennesker og dem, du holder af.
Derudover kan du, ud over din psykiske sygdom, have problemer med andre psykiske symptomer eller sygdomme. Det kaldes også i fagsprog for komorbiditet.
Sådan foregår behandlingen i et F-ACT-team