Hvad er substitutionsbehandling?
Substitutionsbehandling er en medicinsk behandling, der kan hjælpe, hvis du er afhængig af opioider som morfin eller heroin. Her erstattes rusmidlet med medicin – under lægens opsyn.
Formålet er at mindske abstinenser og trang til at bruge (craving), så det er nemmere at få en mere stabil hverdag med færre tilbagefald.
Hvornår kan man få substitutionsbehandling?
Substitutionsbehandling er relevant, hvis du er afhængig af opioider og har svært ved at stoppe på egen hånd. Behandlingen tilbydes ofte, hvis man før har prøvet andre former for behandling uden succes eller hvis man har stor risiko for tilbagefald. En læge vurderer sammen med dig, om substitutionsbehandling er den rigtige vej at gå.