Inddragelse af familien

​Når et familiemedlem bliver ramt af alvorlig psykisk sygdom, er det vigtigt at de pårørende bliver inddraget. Pårørende er ofte patientens vigtigste ressource, og uden den rette hjælp til de pårørende til at mestre den vanskelige situation, kan det være en udfordring at være en ressource. 

Hvorfor inddrager vi familien i be​handlingen? 

Når et familiemedlem bliver ramt af alvorlig psykisk sygdom, er det ikke bare patienten, der rammes. Hele familien rammes og hvis vi ikke er opmærksomme på familiens smerte, og dennes ret til at få hjælp, svigter vi ikke bare familien men også patienten. Familien er ofte patientens vigtigste ressource. Hvis familien ikke får hjælp til at mestre den vanskelige situation, den er i, vil det være et problem for familien at fortsætte med at være en ressource. Det kræver hjælp og støtte, at kunne yde hjælp og støtte.

Tankerne bag at inddrage familien i behandlingsarbejdet er således blandt andet, at på jo flere niveauer, man inddrager familien i behandlingen og jo højere forståelsesniveau, der opnås, jo større er chancerne for et godt behandlingsresultat og altså for forebyggelsen af psykotisk tilbagefald. 

For år tilbage har der været en tendens til, at man i behandlingssystemet opfattede familien som sygdomsskabende og derfor så vidt muligt forsøgte at holde dem udenfor behandlingen, hvilket har været behæftet med snart sagt enhver tænkelig ulempe for udgangspunktet for samarbejde mellem behandlingssystem, patient og familie. Mange pårørende har oplevet en kritisk holdning fra fagfolk og har som følge deraf oplevet sig gjort ansvarlige for sygdommen. Familien er ofte plaget af stor skyldfølelse og kan nemt få opfattelsen af at blive stemplet af behandlingssystemet, hvis der ikke gøres noget aktivt for at lette byrden og informere dem om stress-sårbarheds-modellen.

Når et ungt menneske får en psykisk lidelse, har familien oftest ingen viden om sygdommen og om, hvad de kan forvente fremover. Familien har derfor ingen kompetencer ift. at forsøge at løse de problemer, der opstår som følge af et psykotisk gennembrud. Herved vokser omsorgsbyrden for familien, der ofte fastlåses i magtesløshed.  Det at have et familiemedlem, som har en psykisk lidelse, er ofte forbundet med stor frustration og skyldfølelse, som igen kan føre til, at familien isolerer sig socialt og forsøger at klare problemerne inden for egne rækker. Det ses, at der udvikles uhensigtsmæssige adfærds- og kommunikationsmønstre, som kan udmønte sig i kritik af den syge, overinvolvering, negativ intensitet i relationerne (high expressed emotion). Dette kan have betydning for et nyt psykotisk tilbagefald.

Ved at imødekomme både patientens og de pårørendes behov, og anerkende den belastning, familien er udsat for, kan man være med til at bryde de onde cirkler. Erfaringer fra udlandet med psykoedukativt familiearbejde viser, at det beskytter lige så godt som medicinsk behandling mod psykotisk tilbagefald. I familiearbejdet arbejdes der direkte med at udvikle mere hensigtsmæssige mønstre i familien og dæmpe den negative emotionalitet. 

Ved inddragelsen af familien i behandlingen, bliver den en vigtig samarbejdspartner. Det er familien, som kender den unge bedst, som ligger inde med alle oplysninger om opvækst og aktuel situation; Hvornår begyndte man at lægge mærke til, at noget ikke var som det skulle være, hvad forandrede sig, og hvad har man stillet op? Hvilke problemløsningsmodeller har været gode, hvilke har man haft mindre held med, hvor har man tidligere søgt hjælp, og har hjælpen været tilstrækkelig?

Familien er en væsentlig informationskilde ift. kortlægningen af den unges tidlige advarselssignaler i forhold til et psykotisk gennembrud. Dette gøres både via individuelle samtaler i OPUS.

Hvis familien oplever sig involveret i behandlingen, vil den kunne komme til at fungere som en støtte for patienten samt blive bedre til at varetage egne behov. Således bedres samarbejdet mellem patient, behandlere og familie

Formålet med familiearbejdet bliver derfor:

  • Tilbagefaldsforebyggelse
  • At reducere skyldfølelse og stigmatisering
  • At hjælpe patient og familie til midlertidigt at kunne sænke forventninger.
  • At hjælpe til at sænke kritik, overinvolvering m.m (hight expressed emotion)
  • At etablere netværksrelationer mellem familierne
  • At træne kommunikationen indenfor familien
  • At hjælpe, støtte, rumme, tage ansvar, give håb.
  • At træne problemløsning.
  • Mestring af samlivet med patienten i dagligdagen og i vanskelige situationer.

Ovenstående arbejdes der både med individuelt med, men også via undervisning i pårørende grupper samt egentlige flerfamiliegrupper, hvor 5-7 familier arbejder struktureret med problemløsningsmetoden. ​

Redaktør