Udskrivningsguiden kan allerede bruges under din indlæggelse.
Med fokus på personlige mål, beslutninger i forhold til fremtiden, faktuelle informationer om behandlingsforløb, redskaber til at få overblik over dit netværk, og kontaktoplysninger til relevante steder i psykiatrien, styrker Udskrivningsguiden dig til livet efter indlæggelsen.
Hvor relevant, indeholder guiden henvisninger til relevante apps og QR-koder, så man fra sin mobiltelefon kan se videoklip på www.udskrevet.dk.
Herudover er der lagt et "udskrivningskort" i Udskrivningsguiden. Det udfyldes sammen med personalet, og indeholder information om kommende aftaler, kontaktperson, samt nærmeste akutmodtagelse.
Forberedelse til udskrivning
Udskrivningsguiden indeholder således konkrete værktøjer, der kan være en hjælp, når du forbereder dig på at blive udskrevet.
Alle patienter, der er indlagt mere end 7 dage får udleveret Udskrivningsguiden i forbindelse med indlæggelse på et psykiatrisk center i Region Hovedstaden.
Projekt: Din gode udskrivning
Udskrivningsguiden er del af projekt: Din gode udskrivning. Projektet arbejder for gode udskrivninger i psykiatrien gennem tæt samarbejde mellem medarbejdere, patienter og pårørende. Projektet støttes af Trygfonden og drives af bruger- og pårørendeforeninger i Region Hovedstaden.