Børn og unge med samtidig psykisk sygdom og misbrug

Sundheds- og Ældreministeriet har i et brev den 3.6.2016 redegjort for ansvaret for misbrugsbehandling af personer, som ud over misbruget har en psykisk lidelse – læs brevet her.

Indholdet i brevet ligger til grund for dette afsnit i aftalen. 5

Ansvarsfordeling6

Kommunerne har ansvaret for misbrugsbehandlingen, dog således at regionerne har ansvar for misbrugsbehandling under indlæggelse samt for akut, kompliceret afrusning og behandling af akut alkoholforgiftning.

Det er den enkelte kommunes ansvar at tilrettelægge behandlingsindsatsen på misbrugsområdet. Kommunen har valgfrihed til selv at etablere behandlingspladser, træffe aftale med region/en anden kommune eller træffe aftale med private udbydere af behandlingstilbud. Kommunen skal sikre, at der er et tilstrækkeligt udbygget behandlingstilbud, som også tilgodeser udsatte grupper – herunder tilbud, som særligt retter sig mod personer, som ud over misbruget også har en psykisk lidelse. Det kommunale behandlingssystem må ikke afvise at udrede eller behandle personer med et misbrug med den begrundelse, at de har en psykisk lidelse.

Regionen har efter sundhedsloven ansvaret for behandling i praksissektoren og sygehusvæsenet. Behandlingen af en psykisk lidelse er derfor regionens ansvar, og behandlingen kan foregå ved praktiserende læge, praktiserende psykolog, praktiserende speciallæge i psykiatri og i sygehusvæsenet. Regionen må ikke afvise at udrede eller behandle personer med en behandlingskrævende lidelse med den begrundelse, at de har et misbrug.

Samarbejde

Påbegyndes misbrugsbehandling under et indlæggelsesforløb, skal der med samtykke fra patienten etableres forbindelse til det kommunale misbrugsbehandlingssystem med henblik på at sikre videreførelse af behandlingen efter udskrivning, såfremt patienten måtte ønske det. Det gælder også i de tilfælde, hvor patienten efter udskrivning fortsætter behandling for den psykiske lidelse i ambulant regi eller hos egen læge.

Denne klare og tydelige ansvarsfordeling kan ikke stå alene. Bl.a. fordi behandling af misbruget ofte vil være en forudsætning for, at patienter kan profitere af psykiatrisk behandling og omvendt, er koordination og samarbejde mellem kommunen og regionen mhp at sikre sammenhæng og kontinuitet i indsatsen helt afgørende. Borgere, som har både et misbrug og en psykisk lidelse, er en gruppe, som er særligt skrøbelig, og som ikke kan forventes selv at varetage koordinationen.

Det er således vigtigt, at der under et indlæggelsesforløb er en tæt dialog og samarbejde mellem det psykiatriske center, kommunen, borgeren og evt. dennes pårørende med henblik på at sikre, at borgeren fortsætter i misbrugsbehandling efter udskrivning. Der henvises til afsnittet om samarbejde under indlæggelse, herunder til muligheden for at afholde netværksmøder og aftale/tilrettelægge indsatsen nærmere.

Koordinerende indsatsplaner - læs mere her (sundhedstyrelsen)

Målgruppen for de koordinerende indsatsplaner er borgere med svære psykiske lidelser og samtidigt misbrug, som behandles ambulant i Region Hovedstadens Psykiatri og/eller borgere med psykiske lidelser og samtidigt misbrug, som har meget komplekse sociale problemstillinger, der tillige har kontakt med den kommunale stof-/alkoholbehandling og/eller den regionale ambulante psykiatri. Borgerne skal samtidig vurderes at have gavn af indsatser begge steder. Fælles for gruppen af borgere, der bør tilbydes en indsatsplan er, at de vurderes at have behov for støtte til at kunne modtage en koordineret indsats

Koordinerende indsatsplaner er et redskab, der kan anvendes for at skabe overblik over borgerens aktuelle udfordringer og koordinere de indsatser, der skal sættes i værk i det psykiatriske ambulatorium og den kommunale alkohol- og stofmisbrugsbehandling.

Udarbejdelsen af de koordinerende indsatsplaner har til formål at støtte op om de enkelte regioner og kommuners generelle forpligtelse til at sikre, at alle kan modtage psykiatrisk behandling samt behandling for alkohol- og stofmisbrug. De koordinerende indsatsplaner skal medvirke til at forbedre indsatsen ved at skabe bedre sammenhæng i den enkelte borgers forløb.

Kommunerne og de psykiatriske centre skal overveje at anvende de koordinerende indsatsplaner i forhold til de fælles borgere, der er i målgruppen for anvendelse af disse indsatsplaner. Det forventes, at det er en mindre målgruppe, der har behov for, at de koordinerende indsatsplaner bringes i anvendelse.


5 Kommunerne bemærker, at Sundhedsministeriets brev af 3.3.2016 indebærer en opgaveændring, som endnu ikke er dut-forhandlet, og hvor det desuden ikke er tilstrækkelig klart, hvad konsekvensen af udmeldingen er. Parterne er enige om at afta-len tilrettes, såfremt der kommer nye nationale udmeldinger om opgavefordelingen mellem region og kommuner i forhold denne målgruppe.

6 Kriminalforsorgen er ansvarlig for misbrugsbehandlingen af indsatte i Kriminalforsorgens institutioner.


Redaktør