Netværksmøder + skabelon

Generelt om netværksmøder
Netværksmøder skal understøtte et velkoordineret forløb for både ambulante forløb og forløb under indlæggelse. På netværksmøder drøfter borgeren, dennes netværk og de forskellige aktører sagen, og kan indgå aftaler om forløbet. Borgeren og evt. dennes netværk skal altid deltage i netværksmødet, hvis borgeren ønsker det. Almen praktiserende læge kan deltage i sådanne møder, hvis der er behov. Den praktiserende læges deltagelse sker altid efter dialog med denne.

Netværksmøder kan afholdes som fysiske møder, videomøder, telefonmøder eller lign.


Et netværksmøde kan afholdes på ethvert tidspunkt i et udrednings- og behandlingsforløb, når enten kommune eller det psykiatriske center skønner, at der kan være behov herfor. Netværksmøde kan ligeledes afholdes på initiativ af borgeren, hvis kommunen og det psykiatriske center er enige heri. Et sådan ønske bør som hovedregel imødekommes, men kan i særlige tilfælde afslås på baggrund af en konkret, faglig vurdering. Parterne bør prioritere at deltage i sådanne netværksmøder.

Den part, der inviterer til netværksmøde, skal udarbejde en dagsorden for mødet. Den part, der inviterer, skal desuden udarbejde et kort referat, der beskriver de aftaler, der bliver indgået 5. Referatet sikrer at alle parter ved, hvad der er aftalt på netværksmødet – og dermed også ved, hvem der skal følge op på de aftaler, der er indgået. Det er vigtigt, at deltagerne i netværksmødet kan sikre, at der igangsættes nødvendige tiltag i kommunen eller det psykiatriske center.


5 I tilfælde, hvor borger tager initiativ til netværksmøde skal den part, som borgeren henvender sig til sørge for i samarbejde med borgeren at udarbejde dagsorden. Denne part er ligeledes ansvarlig for at udarbejde referat fra mødet.

Redaktør