Forældres psykiske sygdom er stadig en stor udfordring for børnene

​​​​

Psykisk sygdom er stadig et tabu, fortæller en gruppe brugere og deres teenagebørn i en ny interview- undersøgelse, som projektet "Børn som pårørende i psykiatrien" har lavet. Derfor er det vigtigt, at psykiatrien sætter fokus på børnene, så skammen, ensomheden og angsten for selv at blive syg, eller for hvad der skal ske med ens forældre, mindskes, fortæller de interviewede.  

Psykisk sygdom er fortsat noget man ikke snakker om, og som efterlader børn med en følelse af ensomhed. Det er et af de billeder, der tegner sig i en ny interviewundersøgelse, som projektet "Børn som pårørende i psykiatrien" har lavet. 
Visionen med undersøgelsen er at kaste lys over, hvordan det er at være barn af et menneske med psykisk sygdom. I alt 25 interviews med udvalgte patienter, der er brugere af Region Hovedstadens Psykiatri eller Skåne Psykiatri, og deres teenagebørn ligger til grund for undersøgelsen.

Undersøgelsen er interviewbaseret, og dykker man ned i patienternes og deres børns svar, får man et indblik i, hvad det er for udfordringer og dilemmaer, børnene går og tumler med i det daglige.

"Det er mærkeligt at fortælle andre, at jeg ikke bor hos min mor. For de ved ikke, hvad det går ud på, og synes min mor er skingrende skør. Det har påvirket mig, og jeg har været ked af, at de ikke vidste, hvad det betød for min mor," fortæller et af børnene. 

Ikke noget man snakker om
Nogle af børnene oplever også, at psykisk sygdom ikke kun er et tabu i samfundet, men også kan være det i hjemmet, hvor sygdommen ikke er noget, man snakker om. Derfor har mange af dem ikke venner på besøg af frygt for, at de skal møde deres forældre eller se, hvordan de bor.  

"Jeg måtte ikke sige det til nogen, og jeg havde heller ikke min kæreste med hjemme i flere år. Selvom vi var sammen i mange år, var vi aldrig hjemme hos os. For der var ingen, der skulle møde min far. Det er jo forfærdeligt at skulle lukke af og gemme det væk, og ikke måtte sige noget. Men min mor var meget opmærksom på, at vi skulle havde det hyggeligt og rart," husker et af de ældre børn.

Børnene mangler ikke kun nogle at dele deres forældres sygdom med, de oplever også skyld og skam over forældrenes sygdom, men de er også kede af det, flove over forældrene og vrede på dem over deres mangler. 

"Nogle gange bliver jeg sur på min mor, når hun får de der udbrud. Jeg synes, at det er flovt, og nogle gange overfalder hun tilfældige mennesker på gaden. Jeg har også været vred på hende og været sur over, at hun har fået mig, selvom det lyder mærkeligt at sige, at hun aldrig skulle have fået børn," siger et af børnene. 

Mangler en voksen at snakke med 
Børnenes oplevelse af at skulle håndtere forælderens sygdom alene og følelsen af ensomhed bliver forstærket af, at de savner en forældre, der er nærværende, og som de kan dele deres glæder og sorger med. 

"Jeg føler mig nogle gange svigtet. Jeg mangler en at snakke med og føler, at jeg mangler en del af mig selv, fordi min mor er syg. Det synes jeg er rigtig hårdt. Førhen var jeg faktisk rigtig sur på hende, over at hun var syg, selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at det ikke var hendes skyld. At hun ikke var der for mig og kunne tage sig af mig, har været rigtig hårdt," forklarer et af børnene. 

Derfor efterlyser de interviewede børn af brugere af psykiatrien i høj grad at få kontakt til andre voksne via kontaktpersoner, aflastningsfamilier og lektiehjælp. 
"Man kan ikke altid snakke med sine veninder, for de siger det videre. Men det er dejligt at snakke med voksne, der har tavshedspligt, så man kan få det ud," fortæller et af børnene. 

Brug for ikke at føle sig alene
En anden ting, der kan være med til at begrænse ensomhedsfølelsen hos børnene, er at være i kontakt med jævnaldrende, der kan identificere sig med deres problemer, og som har haft samme opvækst. 
I Danmark fortæller børnene, at det har været en positiv oplevelse at deltage i kommunale eller private støttegrupper. For her har de opdaget, at de ikke er alene om at have en forældre, der er psykisk syg. Den positive effekt har forældrene også kunnet mærke:

"Det er som om, hun har fået lidt mere ro på, fordi hun ved, at hun ikke er den eneste. Der er faktisk andre børn, som har det lige som hende," fortæller en af forældrene om sin datter. 

Børnegrupperne er ikke kun med til at begrænse følelsen af at være alene, samtalerne er også med til at give børnene en forståelse for, hvad forældrenes sygdom betyder, og hvorfor de har behov for at være indlagte. 

"Min datter stortudede, hver gang hun besøgte mig i to timer hver 14. dag. Hun gik helt i spåner, for hun kunne ikke forstå, at hun ikke kunne blive hos mig. Det er først noget hun har forstået nu efter, at hun er kommet i børnegruppe her sidste år," fortæller en forældre.

Psykiatrien skal snakke med børnene
De positive erfaringer håber børnene og deres forældre, at psykiatrien vil drage nytte af. Noget af det, som psykiatrien ifølge de interviewede skal blive bedre til, er at snakke med børnene om forældrenes sygdom, og hvad den betyder, og hvordan den kan behandles, da de tit sidder med en masse ubesvarede spørgsmål. 

"Jeg har mange spørgsmål, som jeg ikke føler, at jeg har fået besvaret om min mors sygdom. Jeg ved, at hun er grænsepsykotisk, og mere end det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke, hvad det betyder eller indebærer, kun hvad jeg selv har erfaret eller ved om hende," fortæller et af de unge mennesker. 

Svar på spørgsmål
Snakken med fagpersonalet i psykiatrien vil også kunne give børnene en forståelse for, hvorfor deres forældre opfører sig, som de gør, og hvordan børnene skal håndtere det. 

"Hvad skal man gøre, når hun får de der udbrud? Og hvad er den bedste måde at tackle situationen på, hvis hun overfalder folk på gaden? Skal man blive sur på hende, eller have medfølelse med hende? Det kunne jeg godt tænke mig at vide," siger et af børnene. 
Samtalerne skal også bruges til at få sat ord på børnenes bekymringer for, om forældrenes sygdom er arvelig, og om de risikerer selv at blive syge.

"Det er rart at kunne blive bekræftet i, at man godt kan være normal, selvom man har en mor, der er psykisk syg," siger et af børnene.

Projektet "Børn som pårørende i psykiatrien" vil med udgangspunkt i de dilemmaer, problemstillinger og forslag, der er fremkommet i interviewundersøgelsen arbejde videre med, hvordan man kan forbedre indsatsen for børn som pårørende i psykiatrien. 


Redaktør