Psykiatriens brugere vil støttes i deres forældrerolle

​​​​

Følelsen af ikke at udfylde forældrerollen, angsten for at få fjernet sine børn, og bekymring for om børnene skal arve deres sygdom, er den hverdag, som en gruppe brugere af psykiatrien beskriver i en ny interviewundersøgelse, som projektet "Børn som pårørende i psykiatrien" har lavet.

"Jeg har tænkt, at de bare skal have lov til at være børn og lege. Det er mit problem, at jeg er syg.  Men et eller andet sted, så har de også ret til at vide, at jeg er syg. Så det er ikke sådan, at jeg ønsker at holde det hemmeligt, men jeg synes, at det er svært," sådan lyder et af svarene fra en de forældre med psykisk sygdom, som deltog i projektet "Børn som pårørende" interviewundersøgelse i sommeren 2013. 

I alt 15 patienter i Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatri Skåne er blevet bedt om at tegne et billede af, hvordan det er at skulle varetage opgaven som forældre, når man har en psykisk sygdom og give et indblik i, hvad det er for konkrete udfordringer, de møder. Samtidig skulle de pege på, hvordan psykiatrien kan gøre forholdene for dem og deres børn bedre. 

"De 15 interviews har givet et indblik i forældrenes udfordringer, bekymringer og overvejelser," siger Lisbeth Juhlin som projektleder i projektet "Børn som pårørende i psykiatrien".

Mange af de interviewede giver udtryk for, at de har svært ved at snakke med deres børn om deres sygdom. Det første svære skridt er overhoved at tage fat på snakken, og derefter melder spørgsmål sig om, hvordan man på en fornuftig måde forklarer, hvad sygdommen går ud på.

Skyld og skam
Men det er ikke kun, når det gælder om at snakke om sygdommen, at brugerne af psykiatrien oplever, at det er udfordrende at være forældre. Generelt set føler brugerne, at de ikke slår til som forældre, de tvivler på deres egen formåen og oplever skyld og skam over at komme til kort overfor deres børn. På den ene side vil de deres børn det bedste, men er også bange for, at konsekvensen af at bede psykiatrien eller myndighederne om hjælp vil være, at børnene bliver tvangsfjernet.

"Jeg var bange for, at mine børn ville blive taget. Jeg følte, at nu kom sandheden frem, og den var jeg enormt bange for. Et eller andet sted ved jeg jo godt, at jeg er en god mor, men jeg ved også udmærket, at der er nogle ting, som jeg ikke kan finde ud af. Så jeg havde svært ved at skelne mellem, hvor forkert jeg var i forhold til andre," fortæller en af forældrene. 

En anden frygt, forældrene sidder med, er, at børnene skal arve deres sygdom, eller at deres problemer kan skade barnet.

"Jeg er mest bekymret for, om jeg skader dem, om det er noget de arver, og om de skal igennem det samme som mig. Fordi de har været i miljøet, og fordi de har mine gener," siger en af forældrene.

Psykiatrien skal støtte forældrene 
Det, som kunne lette hverdagen for patienter, der har børn, var hvis det offentlige og psykiatrien var mere opsøgende og hjalp dem med, hvor de og deres børn kan få den støtte og hjælp, de har brug for. Flere af de interviewede har følelsen af, at man skal være rask, for at kunne overskue, hvor og hvordan man får hjælp, for det er ikke noget man har overskud til, når man har en psykisk sygdom. 

"Det ville være fantastisk, hvis nogen gav mig en fremstrakt hånd og sagde: "Nu skal du bare høre, vi ved noget om, hvad du har brug for, og hvad dit barn har brug for." Jeg har oplevet, hvor svært det er bare at få taget opvasken og få smurt en madpakke. Og derfra og så til at få ideer om, hvad der kunne hjælpe mig, er nærmest umuligt," forklarer en af patienterne. 

Brugerne af psykiatrien har en række forslag til, hvordan psykiatrien kan zoome ud og ikke kun se på dem som patienter, men også som forældre, og på hvordan det er som barn at vokse op i den kontekst.

"Det kunne sgu da være fantastisk, hvis man havde et helhedssyn og kiggede på familien. Der er ingen tvivl om, at en af de store risikofaktorer i forhold til at udvikle en psykisk lidelse, ikke kun er genetisk bestemt, det er også at leve sammen med en psykisk syg," siger en af forældrene. 

Brugerne vil gerne tilbydes forældrekurser, hvor der sættes fokus på skyld og skam, og på hvordan man kan føle sig tilstrækkelig som forældre. Og de efterlyser informationsmøder, hvor den tætte familie kan deltage. 

Mangel på samtaler
Ifølge retningslinjerne har personalet i psykiatrien ansvaret for at tilbyde samtaler eller andre tilbud til børn som pårørende. Det kan være familiesamtaler, hvor fagpersonalet oplyser børnene om forælderens sygdom og prøver at tage brodden på nogle af de bekymringer, som børnene kan sidde med. Et tilbud om samtaler mellem børnene og personalet i psykiatrien, mener de interviewede vil have stor betydning.

"Jeg tror, at min datter ville have godt af, at hun fik nogle samtaler med nogen, hun måske ikke helt kender. Og så få en anden form for opbakning og hjælp til at klare sine egne tanker og følelser," siger af en af patienterne.

Det kunne også være skriftligt materiale, som forklarer lidt om, hvad en psykisk sygdom er, som børnene kan læse sammen med en voksen, og som kan danne udgangspunktet for en snak om, hvad der sker i deres familie. 

"Det kunne være med til at give en forståelse af, hvad der foregår med de forældre, som er psykisk syge. Man behøver ikke at gå i detaljer med, hvad skizofreni er. Men bare give en overordnet  forklaring på, hvad en psykisk sygdom er," siger en af forældrene.

Plads til børnene
Men en ting er informationer og samtaler, en anden ting er, hvordan psykiatrien kan fremme, at patienterne løbende ser deres børn under indlæggelsen. En del forældre peger på, at det kliniske fysiske miljø virker uhyggeligt på børnene, og derfor kommer de ikke på besøg.  

"Jeg ville egentlig helst ikke have, at de kom på besøg. Jeg tænkte, at det ville skræmme dem at skulle komme og se mig have et værelse med en seng i. Det tror jeg bare havde været underligt for dem," fortæller en af forældrene. 

Derfor vil det være relevant i endnu højere grad at sikre, at der etableres børnerum på afdelingerne, hvor børnene kan være, når de besøger deres forældre. 
"Vi skal have fokus på, hvordan vi skaber nogle rammer og et fysisk miljø, som er tilpasset børn og deres behov," siger Lisbeth Juhlin, projektleder i projektet "Børn som pårørende i psykiatrien".

Projektet "Børn som pårørende i psykiatrien" vil med udgangspunkt i de dilemmaer, problemstillinger og forslag, der er fremkommet i interviewundersøgelsen arbejde videre med, hvordan man kan forbedre indsatsen for børn som pårørende. ​

Redaktør