Hvad er Skolen for Recovery?
Skolen tilbyder kurser for patienter, pårørende og medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri. Vi skaber rum for gensidig læring mellem patienter, pårørende og personale. Det sker ved at sikre, at der sker en ligeværdig erfaringsudveksling på kryds og tværs mellem såvel kursister som undervisere. På skolen kan du finde, udvikle og få mest ud af dine egne ressourcer og færdigheder.​ 

Skolen er tilknyttet Psykiatrisk Center Ballerup og Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery​.

Hvad er recovery?
Recovery betyder at komme sig og handler om, at man kan komme sig helt eller delvist efter psykisk sygdom. På egne betingelser og præmisser genopbygger man et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Den proces kan tage tid og den kræver tålmodighed, vedholdenhed samt hjælp og støtte fra andre.

​Hvem er vi?
Alle underviserne har erfaringer fra psykiatrien, nogle er tidligere patienter, nogle har erfaring som medarbejdere og alle har kendskab til recovery. Kurser og workshops er udviklet i et samarbejde mellem tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien og personale med en fagprofessionel baggrund. Selve undervisningen varetages også i et samarbejde mellem disse medarbejdere.

​Hvem kan deltage i kurserne?
Gælder alle kurser 
For at blive kursist skal du tilhøre en af følgende grupper:

  • patient i Region Hovedstadens Psykiatri
  • pårørende til en patient i Region Hovedstadens Psykiatri
  • medarbejder eller leder i Region Hovedstadens Psykiatri

​​Alle kurser er åbne både for patienter, pårørende og personale.

Gælder for pårørendekurser

Du kan deltage i kurserne, hvis du tilhører en af følgende grupper:

  • tidligere eller nuværende pårørende

  • tidligere eller nuværende patient

  • ​nuværende medarbejder​

​Hvad koster det?
Kurserne er gratis. 

Hvad får patienterne mulighed for at lære på kurserne?

Det er en personlig proces at komme sig, det foregår på egne præmisser, og derfor kan ingen fortælle dig præcis hvilken vej du skal gå. Kurserne kan hjælpe dig med til at finde frem til hvilke ting, der er vigtige for dig, for at du kan trives bedst muligt. 

På kurserne får du mulighed for at:

  • opleve recovery som den individuelle forandringsproces
  • få indsigt i og lære om, hvordan du tager hånd om dit fysiske og psykiske velbefindende
  • identificere dine mål, ambitioner og drømme
  • nyde at være studerende i selskab med andre kursister
  • opleve et støttende og udviklende læringsmiljø

​Hvad får pårørende mulighed for at lære på kurserne?

  • hvordan du som pårørende kan hjælpe dig selv
  • hvad det vil sige at komme sig efter en psykisk lidelse
  • hvordan du kan støtte andre i deres recovery–proces

​Hvad får personalet mulighed for på kurserne?

  • at reflektere over, hvordan man kan arbejde rec​overy-orienteret​
  • at sidde på skolebænken sammen med patienter og pårørende
  • at dele erfaringer og lære af hinanden

Feedback fra kursisterne 
​Vi vil gerne have feedback fra kursisterne, og derfor beder vi ved afslutningen af et kursus deltagerne om at udfylde et
spørgeskema.​
 

Mangler du vores kontaktinformationer, finder du dem her.