​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

At være pårørende

​At finde sit eget ståsted som pårørende kan være en længere og tilbagevendende proces. Nye erfaringer fører ofte til nye overvejelser om, hvem man selv er, og hvad man kan og ønsker. 

Din nærtståendes behandlingsforløb kan have udfordret dine holdninger og have betydning for, hvordan du opfatter dig selv. Fx at​ måtte acceptere medicinsk behandling som eneste mulighed i en periode eller at leve med, at der kan være tidspunkter, hvor du ikke kan hjælpe den, du holder meget af. 

Din nærtstående kan have brug for din hjælp og støtte i perioder eller vedvarende, og du kan undertiden befinde dig i situationer, der kan være svære at håndtere. Du kan føle, at du gør eller bør gøre alt, hvad der står i din magt for at hjælpe din nærtstående gennem kriser og til at blive rask. Og du kan opleve fortvivlelse, hvis processen er svingende og strækker sig over lang tid. 

Det er ikke ualmindeligt at du kan føle afmagt, ensomhed og vrede. Der kan også være sorg forbundet med, at livet er forandret. Det kan føles som om noget er tabt og at livet for din nærtstående ikke blev, som han/hun og du havde forestillet jer. Mange mærker fx skyld og skam over, at sygdommen er opstået, over at blive vred, over ikke at kunne gøre nok, over at føle at det, man gør, er forkert eller over ikke at have gjort noget i tide.


Redaktør