Social fobi

Social fobi er en angsttilstand karakteriseret ved frygten for at blive genstand for andres kritiske opmærksomhed eller for at opføre sig pinligt i sociale situationer.

Mere gennemgribende socialangst er typisk ledsaget af dårligt selvværd og indimellem også af egentlige panikangstanfald. 
Der kan være klager over ansigstsrødmen, svedtendens, rysten på hænderne, opkastnings- eller vandladningstrang. 
Disse symptomer opleves ofte som det primære problem af socialfobikeren.

Socialfobi kan være invaliderende for den enkelte lidende og dennes nærmeste. 
Den kan føre til en tiltagende grad af isolation, fordi personen med socialfobi ofte undgår sociale sammenhænge. 

Heldigvis kan man i dag behandle socialfobi. 
Den pt. bedste behandling mod lidelsen er kognitiv adfærdsterapi, som i visse tilfælde suppleres med medicin. 

Terapien består af to dele: kognitiv terapi, hvor man klarlægger symptomerne og finder alternative måder at vurdere de angstfyldte og selvkritiske tanker på samt eksponering og responsforhindring, hvor man afprøver disse alternativer for at udvikle en anden følelsesmæssig reaktion.

Redaktør