Gå til hovedindhold

​​​​​

CTP afsnitsledende overlæge er blevet klinisk professor i psykiatri

​Den 1. februar er Jessica Carlsson Lohmann tiltrådt som klinisk professor i psykiatri ved Københavns Universitet. Hun bliver Herlev og Gentofte Hospitals anden professor i psykiatri og skal styrke den kliniknære forskning i traumerelaterede psykiske lidelser.​

Vent...

​​Jessica Carlsson Lohmann er udnævnt til klinisk professor i psykiatri med særligt fokus på stressrelaterede lidelser og transkulturel psykiatri. Udnævnelsen markerer et vigtigt skridt i udviklingen af den psykiatriske forskning på Herlev og Gentofte Hospital.

Hun er samtidig afsnitsledende overlæge ved Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri og forskningsleder ved TREAT (Trauma Research And Treatment) på Psykiatrisk Center Ballerup.

Som klinisk professor vil Jessica styrke den tætte kobling mellem forskning og klinisk praksis med det klare mål at udvikle og forbedre behandlingstilbud til patienter med traumerelaterede psykiske lidelser.

-Jeg forsker i PTSD og andre traumerelaterede lidelser med et klart klinisk fokus, fordi det er i mødet med patienterne, at forskning skal gøre en reel forskel. siger Jessica.

Forskning med et transkulturelt perspektiv

En væsentlig del af Jessicas forskning har gennem årene haft fokus på behandling af traumatiserede flygtninge og andre kulturelt diverse patientgrupper. Samtidig arbejder hun bredere med at forstå, hvordan traumer påvirker mennesker på tværs af diagnoser, populationer og livsvilkår.

-Traumer og psykiske lidelser formes og kommer til udtryk forskelligt afhængigt af kulturelle, sociale og migrationsmæssige forhold. Hvis vi vil tilbyde god behandling, er vi nødt til at tage højde for den kontekst, patienten befinder sig i, forklarer hun.

Centralt i arbejdet står den såkaldte Treatment and Research Integrated Model (TRIM), som Jessica og kolleger har udviklet gennem mange år på Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri. Modellen integrerer forskning direkte i klinisk praksis og engagerer alle klinikere i forskningen.

-Den tætte integration betyder, at langt de fleste patienter i klinikken får mulighed for – og også deltager i – forskning, hvilket både styrker den videnskabelige kvalitet og den kliniske relevans, siger Jessica.

At TRIM-modellen og professoratet har betydning langt ud over den enkelte klinik og har potentiale til at påvirke forskning og behandling på tværs af psykiatrien understreges af Cheflæge Stine Lundstrøm, Psykiatrisk Center Ballerup:

-Jeg er glad for og stolt over, at Jessica nu udnævnes til professor. Der ligger et stort stykke arbejde bag – både af hende og hendes dygtige kollegaer. Inden for et felt, der omfatter nogle af de mest sårbare patienter i psykiatrien, er det et vigtigt løft af både behandlingen og forskningsindsatsen. Samtidig er TRIM-modellen et stærkt eksempel på, hvordan medarbejdere og patienter systematisk inddrages i forskningen, og jeg håber, at professoratet kan være med til at udbrede denne tilgang, lyder det fra Stine.

Ambitioner for klinik, undervisning og praksis

Som klinisk professor har Jessica en klar ambition om at styrke sammenhængen mellem forskning, undervisning og klinik yderligere. Hun ønsker at udvikle og teste behandlingsmodeller, der også fungerer for patienter med komplekse og langvarige problemstillinger.

Også undervisning og uddannelse spiller en central rolle. Hun er kursusleder på et nyligt revideret kursus på 3. semester på lægestudiet, Tidlig Klinisk Ophold og Kommunikation, med fokus på kommunikation, samarbejde og arbejde med diversitet i mødet med patienter.

Derudover er kapacitetsopbygning et vigtigt fokusområde – at uddanne og støtte den næste gene-ration af traumeforskere og klinikere blandt andet gennem ph.d.-vejledning, tværfaglige forskningsmiljøer og internationale samarbejder.
 
For Jessica er det afgørende, at forskningen får konkret betydning – ikke kun for behandlingen, men også for organiseringen af sundhedsvæsenet og samfundets tilgang til sårbare patientgrupper.

-Mit mål er, at vores forskning bidrager til mere præcis, individualiseret og kulturelt sensitiv psykiatrisk behandling – og at den viden, vi skaber, faktisk gør en forskel for patienterne, slutter hun.

Fakta 

  • Jessica Carlsson Lohmann er 54 år og læge, ph.d., speciallæge i psykiatri.
  • Klinisk professor i psykiatri med særligt fokus på stressrelaterede lidelser og transkulturel psykiatri, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
  • Afsnitsledende overlæge ved Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri og forsknings-leder ved TREAT, Psykiatrisk Center Ballerup, Herlev-Gentofte Hospital.
  • Co-PI ved Centre of Excellence for Culture and the Mind, Københavns Universitet.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden